Page 236 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Imidlertid døde Asvid af Sot og blev begravet i en Hule med
Hund og Hest, og Asmund lod sig som Følge af det
Venskab, de havde tilsvoret hinanden, levende begrave
sammen med ham, idet der blev lagt Føde ned med ham,
som han en Stund kunde holde Livet oppe med. Nu kom
Erik, som var draget op igjennem Landet med Hæren, til
Asvids Grav, og da Svenskerne tænkte, at der var Skatte i
den, brød de den op med Hakker; der viste sig da en Hule
for dem, som var dybere, end de havde ventet, og for at få
den undersøgt måtte de have en til at lade sig hejse ned i den
med et Tov om Livet. Der blev ved Lodkastning udtaget en
af de raskeste Ynglinge dertil. Da Asmund så' ham blive
hejset ned i en Kurv med et Tov ved, kastede han strax
Manden ud og satte sig selv i Kurven og gav så dem, der
stod ovenfor og styrede Tovet, Tegn til, at de skulde hejse
ham op. Da de i Forventning om en stor Skat trak Kurven op
og så' en ukjendt Skikkelse i den, blev de forskrækkede over
hans sælsomme Udseende, kastede Tovet og flyede til alle
Sider i den Tro, at det var den døde, der var stået op af
Graven, thi Asmund så' gruelig ud i Ansigtet og syntes helt
bedækket med noget fælt noget, ligesom levret Blod. Han
søgte at kalde de flygtende tilbage og gav sig til at råbe til
dem, at de uden grund var bange for et levende Menneske.
Da Erik så' ham, undrede han sig især over hans blodige
Ansigt, thi Blodet randt i Strømme ned ad det. Asvid var
nemlig hver Nat bleven levende igjen og havde i sin stadige
Kamp med ham revet det venstre Øre af ham, så det var et
fælt Syn at se det ulægte, blodige Sår. Da de omstående bød
ham fortælle, hvorledes han havde fået det Sår, kvad han:
Sært jer synes,
at Lød jeg savner?
Levende Mænd
blandt Lig ej trives!
Ondt er i Verden
ene at være,
-230-