Page 411 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ligger uden om Jorden, lade Solen og Stjærnerne bag sig og
vandre ned i Kaos, til man til sidst kom til Steder, hvor der
intet Lys var, men herskede stadigt Mørke. Men han kuede i
sit ungdommelige Sind Frygten for de Farer, der truede, ikke
så meget af Begjærlighed efter Bytte som af Lyst til at vinde
Hæder, thi han håbede, at hans Berømmelse vilde øges
meget, om han vovede sig i Lag med et ganske uprøvet
Foretagende. Tre Hundrede Mænd erklærede, at de nærede
samme Ønske som Kongen, og han gjorde Thorkil, der
havde bragt Rygtet, til Fører på Toget, eftersom han var
stedkjendt og vidste Besked om de Egne, det gjaldt om at
komme til. Han vægrede sig ikke ved at påtage sig dette
Hverv, men bød, at Skibene, for at de kunde modstå det
Havs usædvanlige Barskhed, de skulde sejle over, skulde
bygges stærkere end ellers og forsynes med Tovværk med
mange Knuder og beslås tæt med Nagler, samt at de skulde
lades rigelig med Levnedsmidler og overdækkes med
Oxehuder, der kunde beskytte det indre af dem imod Søerne,
der væltede ind over dem. Så gav de sig på Rejsen med kun
tre Skibe med hundrede udsøgte Mænd i hvert.
Men da de kom til Halogaland, var det forbi med Medbøren,
og de tumledes om hid og did på Havet, udsatte for en
vanskelig Sejlads' Farer. Omsider, da de var fuldstændig
blottede for Levnedsmidler, så de endogså savnede Brød,
måtte de fordrive Sulten med en Smule Grød. Efter at der
var gået nogle Dage, hørte de Stormen brage og buldre langt
borte, som om den var ved at overskylle Klipper. Så
skjønnede de, at der måtte være Land i Nærheden, og en ung
Mand, som var overordentlig smidig, fik da Befaling til at
klatre op i Mastetoppen for at holde Udkig, og han meldte,
at der var en stejl Ø i Sigte. Glade stirrede alle med
begjærlige Øjne efter Landet, han pegede på, idet de ivrig
ventede på den Tilflugt, det forjættede Land bød dem. Da de
omsider var nåede i Land, gik de ad såre høje Stier over
-405-