Page 419 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Vens Død og skyndte sig at sejle bort. I Førstningen gik hans
Rejse heldig, men så blev de tumlet om af Modbør; hans
Folk omkom af Sult, og der var kun få tilbage af dem; så
vågnede Frygten for Guderne i hans Sind, og han tog sin
Tilflugt til at aflægge Løfter til Guderne, idet han holdt for,
at i den yderste Nød var der kun Hjælp at finde hos dem. De
andre anråbte forskjellige Guder og mente, at de burde ofre
til flere Guder, men selv bad han og bragte Sonofre til
Udgårdsloke, og så opnåede han det gunstige Vejr, han
ønskede.
Da han kom hjem og betænkte, hvor mange Have han havde
befaret, og hvor mange Besværligheder han havde
gjennemgået, mente han, at han burde holde sin af
Anstrængelser trætte Sjæl borte fra alle Gjenvordigheder, og
tog sig derfor en Dronning fra Sverige og gav sig i Steden
for at drive sine tidligere Sysler i Lag med i Ro og Mag at
tænke. Han levede således længe i den største Fred og Ro,
men da hans Liv næsten var ledet til Ende, og han i Kraft af
de rimelige Grunde, visse Folk anførte derfor, var kommen
til Erkjendelse af, at Sjælene er udødelige, drøftede han
stadig i sit stille Sind under allehånde Overvejelser, hvilke
Boliger han vilde komme til, når hans Sjæl forlod Legemet,
eller hvilken Løn man gjorde sig fortjent til ved ivrig
Tilbedelse af Guderne.
Medens han nu grublede over dette, kom nogle Mænd, som
ikke var vel sindede imod Thorkil, til ham og sagde, at det
blev han nødt til at rådspørge Guderne om; Vished i så
vigtig en Sag, der overgik menneskelig Forstand. og som det
ikke var let for de dødelige at komme på det rene med,
måtte man søge hos de himmelske Sandsigere. Derfor måtte
han stemme Udgårdsloke gunstig for sig, og det var ingen
mere skikket til end Thorkil. Der var også nogle, som
-413-