Page 420 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

beskyldte ham for at lægge Råd op imod Kongen og stræbe
ham efter Livet. Da Thorkil nu så', at det var bestemt, at han
skulde udsætte sig for den yderste Fare, bad han om at få
dem, der havde forklaget ham, med som Ledsagere på
Rejsen. Da de, som havde bagvasket en uskyldig Mand, så',
at den Fare, de havde beredt en anden, faldt tilbage på dem
selv, søgte de at tage deres Råd tilbage, men det hjalp ikke,
at de tudede Kongen Ørene fulde, han nødte dem til at give
sig ud på Sejladsen under Thorkils Anførsel og hånede dem
oven i Kjøbet, fordi de var bange. Således vender det onde,
man udpønser imod en anden, sig for det meste med
Nødvendighed imod Ophavsmanden selv. Da de mærkede,
at de med Nødvendighed dreves ud i denne uundgåelige
Fare, spændte de Oxehuder over Skibet og fyldte det rigeligt
med Levnedsmidler.
Så sejlede de og kom til et Sted, hvor der ingen Sol var og
heller ingen Stjærner, hvor der intet Dagslys fandtes, men en
evig Nat rugede. Efter at de længe havde sejlet under denne
usædvanlige Himmel, slap deres Ved op, så de ikke havde
noget at nære Ilden med, og da de ikke kunde koge deres
Mad, stillede de deres Sult med rå Føde. Men adskillige af
dem, der gjorde det, blev farligt syge af den ufordøjelige
Mad, de fyldte sig med, thi først blev Maverne efterhånden
slappede som Følge af den uvante Kost, og så bredte
Smitten sig videre, og Sygdommen angreb selve
Livskraften, og således voldte Umådeholdenhed både i den
ene og i den anden Retning Fortræd, thi ligesom det var
skadeligt at faste, således var det farligt at tilfredsstille sin
Spiselyst, så de kunde ikke spise trygt, og det holdt hårdt at
afholde sig derfra. De var allerede ved at opgive alt Håb om
Frelse, da der pludselig - ligesom Buestrængen lettest
brister, når den spændes stærkest -, lyste dem en uventet
Forjættelse om Hjælp i Møde. De så' nemlig pludselig et Bål
skinne ikke langt borte, og det gav atter de fortvivlede
-414-