Mænd Håb om at bevare Livet. Thorkil, der anså det for et
af Himlen sendt Middel til Frelse, besluttede at tage noget
Ild fra det, og for at være sikrere på at kunne finde tilbage til
sine Stalbrødre gjorde han en Ædelsten fast i Toppen af
Skibsmasten, for at den med sin Glans kunde tjene som
Kjendingsmærke. Da han var kommen i Land, fik han Øje
på en Hule i en snæver Kløft, som en smal Vej førte hen til.
Han bød sine Ledsagere vente udenfor og gik selv ind i
Hulen, hvor han så' to sorte, overmåde store Mænd, som
med deres Næser, der så' ud som Horn, var i Færd med at
holde Ilden ved lige med alt, hvad de kunde få fat på.
Indgangen var hæslig at se til, Dørstolperne rådne, Væggen
sort af Smuds, Loftet snavset og Gulvet fuldt af Slanger, så
alt stødte i lige høj Grad Øje og Sind. Den ene af Jætterne
hilste på ham og sagde, at han havde indladt sig på et yderst
vanskeligt Foretagende ved i sin brændende Attrå efter at
besøge en fremmed Gud og med nysgjerrig Granskning at
ransage en Egn uden for Verden. Han vilde imidlertid anvise
ham, ad hvilke Veje han skulde drage for at fuldbyrde den
Rejse, han havde sat sig for, dersom han kunde sige tre
Fyndord hvert med en Sandhed i. Så sagde Thorkil: "Ingen
Steds, hvorhen jeg kom, så' jeg Folk med slige Næser. -
Aldrig var jeg noget Sted, hvor så nødig jeg gad være. -
Bedst den Fod mig tykkes nu, som kan først herfra mig
bære". Jætten frydede sig over Thorkils Kløgt og roste hans
Fyndords Sandfærdighed; derpå sagde han, at han først
måtte rejse til et Land, hvor intet Græs kunde gro, og som
var hyllet i tæt Mørke; men inden han kunde nå sit
Bestemmelsessted, måtte han først sejle i fire Døgn og
stadig ro. Der vilde han så kunne besøge Udgårdsloke, som
havde opslået sin skidne Bolig i fæle og hæslige Huler.
Thorkil blev meget forskrækket ved at høre, at der blev
pålagt ham så lang og farlig en Sørejse, men det usikre Håb
fik Overtaget over den Frygt, han i Øjeblikket følte, og han
bad om en Brand. "Ja", sagde Jætten, "vil du have Ild, må du
-415-