med nogen, hvem der så kom; der var intet, som gav
Utyskerne mere Magt til at gjøre Fortræd, end når
Fremmede ikke tiltalte dem med fornøden Høflighed, og
derfor var det det sikreste, at hans Kammerater tav stille;
han alene kunde trygt tale, fordi han allerede kjendte dette
Folkefærds Sæder og Skikke. Da Mørket begyndte at falde
på, kom der en usædvanlig stor Mand og blandede sig
imellem Søfolkene, som han hilste ved Navn. De blev alle
forskrækkede, men Thorkil sagde, at ham skulde de tage
gladelig imod, det var Gudmund, Gejrrøds Broder, som på
det kjærligste beskjærmede alle, som landede der, imod
enhver Fare. Da Gudmund spurgte, hvorfor de andre var så
tavse, svarede han, at de var ganske ukyndige i Sproget og
skammede sig ved at tale et Sprog, de ikke kunde. Så indbød
Gudmund dem til at være hans Gjæster og lod dem sætte sig
op på Vogne. Som de nu kjørte, så' de en Flod, som der førte
en Guldbro over. Den var de opsatte på at komme over, men
han holdt dem tilbage og sagde, at den Flod dannede
Skjellet imellem Menneskenes og Utyskernes Verden,
længere end til den havde ingen dødelig Lov til at komme.
Så kom de til deres Vejvisers Hus. Der tog Thorkil sine
Stalbrødre til Side og formanede dem til at bære sig ad som
forstandige Mænd over for de forskjellige Slags Fristelser,
Skæbnen førte dem i Møde; de skulde afholde sig fra de
fremmedes Mad og mætte sig med deres egen; de skulde
sætte sig afsides fra de indfødte og ikke sidde ved Siden af
nogen af dem, medens de sad til Bords. De, der nød af den
Mad, vilde nemlig miste deres Hukommelse og for
bestandig komme til at leve i et hæsligt Samkvem med
Utyskernes gyselige Skarer. Ligeledes formanede han dem
til at afholde sig fra deres Tjenestefolk og deres Bægere.
Ved Bordene stod Gudmunds tolv udmærket vel begavede
Sønner og lige så mange såre fagre Døtre. Da han så', at
Kongen kun nød, hvad hans egne Folk bød ham, bebrejdede
han ham, at han afviste hans Venlighed, og klagede over, at
-407-