Page 416 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

grisk efter noget, vilde deres Hænder pludselig blive som
bundne fast, og de vilde ikke kunne rive dem løs fra det, de
havde rørt ved, de vilde ligesom være knyttede til det med et
uopløseligt Bånd. Derhos pålagde han dem at gå ind i
Orden, fire ad Gangen. Broder og Buk var de første, som
prøvede at gå ind, og med dem fulgte Thorkil og Kongen,
og så kom de øvrige ordnede i Rækker. Indenfor var Huset
forfaldent alle Vegne og opfyld t af en stærk og hæslig
Damp, og man så' fuldt op af alle Ting, som kunde såre Øje
eller Hjærte. Dørstolperne var besmurte med ældgammel
Sod, Væggene bedækkede med Smuds, Loftet var lagt af
Spyd, Gulvet bedækket med Snoge og overstænket med
alskens Uhumskhed, alt frembød et så usædvanligt Skue, at
det indjog de indtrædende Skræk; men frem for alt pinte den
stadige lede Stank deres Næser. Blodløse spøgelseagtige
Uhyrer sad på Jærnstole, og Siddepladserne var adskilte fra
hverandre med Blygitre; ved Dørtærsklerne holdt gyselige
Dørvogtere Vagt. Nogle af disse gjorde Larm med
sammenbundne Stokke, andre havde en grim Leg for, idet
de fra begge Sider trak i en Gedehud. Her formanede
Thorkil dem igjen og pålagde dem ikke i letsindig Griskhed
at strække Hænderne ud efter forbudne Ting. De gik videre
gjennem et Brud i Klippen, og ikke langt derfra så' de en
gammel Mand med gjennemboret Krop sidde på en
Forhøjning lige over for det Sted, hvor der var brudt noget
bort af Klippen, og på Stole ved Siden af sad tre Kvinder,
hvis Legemer var fulde af Bylder, og som så' ud, som om de
havde mistet al Kraft i Ryggen. Thorkil, som vidste god
Besked om, hvorledes det hang sammen, fortalte sine
nysgjerrige Stalbrødre, at Guden Thor i længst forsvundne
Tider, da han var bleven tirret af Jætternes Frækhed, havde
jaget en gloende Stålstang igjennem Brystet på Gejrrød, der
kæmpede med ham, og så var Stangen fløjet videre og
havde sønderrevet Fjældet og gjennembrudt dets Sider; men
Kvinderne, sagde han, havde han ramt med sin vældige
-410-