Page 422 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sige tre Fyndord til". Så sagde Thorkil: "Godt Råd bør
følges, kommer det end fra ringe Mand. - Så langt har jeg
letsindig vovet mig ud, at, om jeg kan slippe hjem, har jeg
først og fremmest mine Ben at takke for min Frelse. - Stod
det mig frit for at vende om, skulde jeg vel vogte mig for at
komme her igjen".
Derpå bragte han Ild til sine Stalbrødre, og så fik han
gunstig Bør og kom fjerde Dagen efter til Havnen, han
søgte, og så' da for sig et Land, hvor en stadig Nat gjorde
Afvexling af Lys og Mørke umulig. Han kunde næsten
ingen Ting se, men skimtede dog en usædvanlig stor Klippe.
Opsat på at undersøge den bød han sine Ledsagere, der holdt
Vagt udenfor, at slå Ild med Flintesten og tænde et Bål i
Indgangen som et hensigtsmæssigt Værn imod onde Ånder.
Derpå lod han nogle andre bære en Fakkel foran ham og
klemte sin Krop ind igjennem Hulens snævre Svælg og så'
da alle Vegne imellem en Mængde Slanger, der krøb
omkring, talrige Jærnstole. Dernæst faldt hans Øjne på en
langsomt rindende Flod, hvis Vand sagtelig gled hen over
Sandbunden. Den gik han over og kom så til en Hule, der
skrånede lidt mere nedad, og fra den åbnede der sig for de
indtrædende en mørk og fæl Hal, i hvilken de så'
Udgårdsloke sidde bunden på Hænder og Fødder med
umådelig store Lænker; hvert af hans stinkende Hovedhår
var så stort og stivt som et Spyd af Korneltræ. Med sine
Stalbrødres Bistand rykkede Thorkil, for at man så meget
snarere skulde tro på hans Bedrifter, et at dem ud af Hagen
på ham, hvilket han fandt sig i, og strax blev der så voldsom
en Stank, at ingen af dem, der stod hos, kunde trække Vejret
uden at stoppe Næsen til med Kappen. Med Nød og næppe
slap de ud, overspyede af Slangerne, der fo'r imod dem fra
alle Sider. Kun fem af Thorkils Ledsagere nåede om Bord
på Skibet med deres Høvedsmand, de andre blev dræbte af
Edderen. De onde Ånder satte rasende efter dem og spyede
-416-