Page 423 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

fra alle Sider deres Edder ned på dem, men Søfolkene
skjærmede sig med deres Huder og kastede Edderen, der
blev spyet ud over dem, tilbage. En af dem, som vilde se ud,
blev ramt i Hovedet af Edderen, og strax blev det skilt fra
Halsen, som om det var hugget af med et Sværd. En anden
kigede ud under Huderne, og da han tog Øjnene til sig igjen,
var han blind. En tredje stak Hånden ud for at slå sin Kappe
til Side, og da han tog Armen til sig igjen, var Hånden borte
som Følge af Edderens Kraft. De andre anråbte forgjæves
Guderne om at være dem gunstigere, men så bad Thorkil til
hele Verdens Gud og ikke blot bad til ham, men bragte ham
også Ofre, og så varede det ikke længe, før de havde den
samme Himmel over sig som før og efter en heldig Sejlads
nåede lysere Himmelstrøg. Det bares dem for, som om de
var komne til en helt anden Verden og nåede til selve
Indgangen til den af Mennesker beboede Verden. Omsider
lagde han til Land ved Tyskland, som da havde antaget
Kristendommen, og hos Folket der lærte han
Begyndelsesgrundene til den sande Gudsdyrkelse. Efter at
næsten alle hans Stalbrødre var omkomne dèr som Følge af
den uvante Luft, de havde indåndet, rejste han tilbage til
Danmark, kun ledsaget af to, som den grumme Skæbne
havde sparet. Al den Uhumskhed, han var bleven oversmurt
med, havde gjort hans Skikkelse og oprindelige Ansigtstræk
i den Grad ukjendelige, at ikke engang hans Venner kunde
kjende ham; men da han havde fået Snavset vasket af sig,
kjendte de ham, og Kongen blev overordentlig opsat på at
høre, hvorledes hans Sendefærd var løbet af. Men hans
Fjender havde endnu ikke opgivet deres Avind, og nogle af
dem sagde, at Kongen vilde dø en brat Død, så snart han
lyttede til, hvad Thorkil fortalte. Kongen var så meget mere
tilbøjelig til at fæste Lid til dette Udsagn, som en Drøm, der
falskelig havde forudsagt ham det samme, havde gjort ham
lettroende. Der blev derfor på Kongens Bud lejet Folk, som
skulde dræbe Thorkil om Natten. Dette fik han på en eller
-417-