Page 424 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

anden Måde Færten af, og uden at nogen vidste det, stod han
op af sin Seng og lagde en svær Træblok i sit Sted, og da
han havde gjort det, huggede de lejede Mordere løs på
Træblokken, og således gjorde han Kongens svigefulde
Anslag til intet. Dagen efter trådte han frem for Kongen, da
denne sad ved Måltidet, og sagde: "Jeg tilgiver din Grumhed
og forlader dig din Vildfarelse, at du i Steden for at takke
mig har besluttet at straffe mig, der bringer gode Tidender
hjem fra min Sendefærd. Du, for hvem jeg har sat Livet på
Spil under så mange Gjenvordigheder og rendt Panden imod
så mange Farer, og som jeg håbede taknemlig vilde lønne
mig for mine Bedrifter, du, og du alene, skjønner jeg, vil
straffe mig grumt for min Tapperhed. Men jeg giver Afkald
på at hævne mig og nøjes som Straf for den Krænkelse, du
har tilføjet mig, med den Skam, du må føle i dit Hjærtes
inderste - hvis en utaknemlig kan føle Skam. Jeg gjør dig
ikke Uret ved at sige, at du overgår alle onde Ånder i
Grumhed og alle Vilddyr i Vildhed, når jeg, som er sluppen
fra så mange Utyskers lumske Angreb, ikke har kunnet være
sikker for Angreb af dig". Kongen fik nu Lyst til at høre alt
af hans egen Mund, og i Erkjendelse af, at det ikke var let at
stå Skæbnen imod, bød han ham fortælle i ret Orden alt,
hvad der var hændet ham. Han lyttede begjærlig til alt, hvad
han fortalte, indtil Talen kom på hans Gud; at han blev ilde
omtalt, kunde han ikke finde sig i; han kunde ikke tåle, at
det blev lagt Udgårdsloke til Last, hvor led han var, og det
skar ham i den Grad i Hjærtet at høre, hvor fæl han var
bleven, at han ikke kunde holde det ud og opgav Ånden
midt under Fortællingen. Således kom han, medens han
ivrig dyrkede en falsk Gud, til Erkjendelse af, hvor
Usalighedens Fængsel i Sandhed er. Stanken af det Hår,
Thorkil havde plukket ud af Jættens Skjæg til Vidnesbyrd
om sine store Bedrifter, bredte sig også imellem de
tilstedeværende og dræbte mange af dem.
-418-