Page 425 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Gøtrik
Da Gorm var død, blev hans Søn Gøtrik Konge. Han
udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed, men også ved
ædelt Sind, og det er ikke let at sige, om hans Tapperhed var
større end hans Mildhed, thi han tøjlede i den Grad sin
Barskhed med Venlighed, at de to Ting syntes at holde
hinanden i Ligevægt hos ham.
På den Tid kom der til Kong Gøt af Norge to Islændere,
Bjørn og Ræv, og Kongen forærede Ræv, som han gjorde
mest Ære af og viste størst Fortrolighed, en svær Armring.
En af Hirdmændene gav sig, da han så' det, til med store
Ord at rose Gavens Anselighed og sagde, at Gøt ikke havde
sin Lige i Godhed. Men skjønt Ræv skyldte Kongen Tak for
den Velgjerning, han havde modtaget af ham, kunde han dog
ikke godkjende de store Ord, hvormed Hirdmanden så
overdrevent priste ham, og sagde, at Gøtrik var mere
gavmild end Gøt. For at knuse Smigrerens tomme Påstand
vilde han hellere aflægge Vidnesbyrd om den fraværendes
Gavmildhed end løgnagtig sleske for den Velgjører, han stod
Ansigt til Ansigt med; og for det andet holdt han for, at det
var langt bedre at blive beskyldt for Utaknemmelighed end
at støtte en tom og pralende Ros ved at istemme den, og at
man hellere burde gjøre Indtryk på Kongen ved alvorlig
Sandhed end ved løgnagtig Smiger. Ulv - således hed
Hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved med stædig at
fastholde sine Lovtaler over Kongen, men vilde endogså
lade det komme an på en Prøve og foreslog Ræv, at de
skulde vædde. Ræv drog så med hans Samtykke til
Danmark, hvor han traf Gøtrik siddende på sin Trone i Færd
med at betale sine Krigere deres Sold. Da Kongen spurgte,
hvem han var, svarede han, at man kaldte ham den lille Ræv.
Det lo somme af, og somme undrede sig derover, men
Gøtrik sagde: "Det hører sig til, at en Ræv tager sit Bytte
-419-