Page 434 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dem tog han dem tillige bløde og bøjelige. Da han på sit
Skib var kommen til Sverige, og det faldt i med Frostvejr,
dykkede han sig med Vilje i Vandet og lod de våde Klæder
Stivfryse for at gjøre dem mere uigjennemtrængelige.
Således påklædt tog han Afsked med sine Ledsagere, idet
han opfordrede dem til at være Fridlejf tro, og gik ene op til
Kongeborgen. Da han fik Øje på den, spændte han Sværd
ved Lænd og tog et Spyd med Svingrem i sin højre Hånd.
Da han så gik videre, kom en usædvanlig stor Slange
glidende frem imod ham, og i dens Spor fulgte en anden, der
var lige så stor. De gjorde alt, hvad de kunde, snart for at
knuse Ungersvenden med deres Halers Bugtninger, snart for
uafladelig at overgyde og overspy ham med deres Edder;
Hirdmændene, der var krøbne i sikkert Skjul, så' imidlertid
til i Frastand som rædde Småpiger, og Kongen selv flyede
ligeledes rædselsslagen med nogle få Mænd til et snævert
Kammer. Men Ragnar, som stolede på sine frosne Klæders
Hårdhed, gjorde Slangernes giftige Angreb til Skamme ikke
blot med sine Våben, men også ved Hjælp af Klæderne, og
holdt ene under utrættelig Kamp Stand imod de to Gab, der
uafladelig spyede Edder på ham, thi deres Tænder afbødede
han med Skjoldet og Edderen med Klæderne. Til sidst
slyngede han med kraftig Hånd Spydet imod de to Udyr, der
angreb ham, borede det igjennem Hjærtet på dem begge og
førte således Kampen lykkelig til Ende. Kongen så'
nysgjerrig på hans Påklædning, og da han så', hvor lodden
og grov den var, men især den nederste Del af den og
allermest Brogene, gav han ham skjemtvis Tilnavnet
Lodbrog. Han indbød ham også til Gjæstebud med ham selv
og hans Venner, for at han kunde kvæge sig efter de
overstandne Besværligheder, men Ragnar sagde, at han først
måtte se til sine Kammerater, som han havde ladet blive
tilbage. Han gik da bort og vendte tilbage med dem, alle
prægtig klædte i Anledning af Gjæstebudet, de skulde til, og
omsider, da det var til Ende, fik han den for Sejren fastsatte
-428-