Page 437 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hvilket voldte ham, som elskede sin Hustru højt,
overordentlig bitter Sorg. Da han holdt for, at han bedst
kunde forjage den ved Arbejde, besluttede han at søge Trøst
i Idrætter og dulme sin Smerte ved Anstrængelser. Idet han
derfor for at drive sin Kummer på Flugt og finde Trøst
tænkte på Krigsbedrifter, bød han, at enhver Husfader
skulde bringe ham det af sine Børn, han satte mindst Pris på,
eller en Slave, der var upålidelig og doven til sit Arbejde, for
at han kunde komme i Krigstjeneste hos ham. Skjønt denne
Forordning kun syntes lidet skikket til at fremme hans
Formål, viste han dog, at de ringeste Danske overgik de
tapreste Mænd blandt andre Folkefærd, og de unge
Mennesker havde stor Nytte deraf, idet de, som således
udvalgtes, kappedes om at aftvætte det Dorskhedsmærke,
der var blevet sat på dem. Han bestemte derhos, at enhver
Retstrætte skulde pådømmes af tolv godkjendte Ældste; alle
andre Retsmidler afskaffedes, og det tilstededes hverken
Sagsøgeren eller Sagvolderen at tale sin Sag. Denne
Forordning havde det gode ved sig, at den gjorde det
umuligt letsindig at yppe Retstrætter, og han mente derved
tilstrækkelig at have forebygget, at onde Mennesker
falskelig anklagede nogen. Derefter påførte han England
Krig og sårede og fældede i et Slag Hame, som var Konge
dèr og Fader til Ella, en såre ædel Ungersvend. Derpå
fældede han Jarlerne over Skotland, Petland og de Øer, som
kaldes Sudrøerne eller de sydlige Øer, og satte sine Sønner
Sivard og Radbard over disse Landsdele, der nu havde
mistet deres Høvding. Efter også med Magt at have berøvet
Norge dets Konge bød han dette Land lyde Fridlejf, og ham
satte han også over Orknøerne, som han berøvede deres
egen Jarl.
Nogle af Danskerne, som i deres halsstarrige Had imod
Ragnar hårdnakket vedblev at pønse på Oprør, sluttede sig
imidlertid til Harald, som hidtil havde været i
-431-