sørgede han for, at de Barbarer, hvis Komme således var
blevet meldt ham, blev holdt i Ave ved, at han gik imod dem
og holdt Slag med dem. I det Slag, han holdt med Ragnar,
havde han ikke så meget Held med sig, som man skulde
have ventet efter den Forsigtighed, hvormed han belavede
sig på Faren. Han, næsten hele Europas utrættelige
Overvinder, der var draget gjennem så stor en Del af Verden
og alle Vegne havde vundet de største og mest strålende
Sejre, så' nu den Hær, der havde overvundet så mange Stater
og Folkefærd, vende Ryg i Slaget og blive slået af en lille
Flok fra en enkelt Landsdel.
Da Ragnar efter at have pålagt Sachserne Skat fik sikker
Tidende fra Sverige om, at Herrød var død, og derhos fik at
vide, at hans Sønners Arv efter deres Bedstefader blev
forholdt dem ved hans Efterfølger Sørles Svig, bad han
Bjørn, Fridlejf og Radbard om at slå sig sammen med ham, -
thi Regnald, Hvidsærk og Erik, hans Sønner med Svanløg,
havde endnu ikke nået våbenfør Alder -, og drog til Sverige.
Da Sørle mødte ham med sin Hær, lod han Ragnar vælge,
om der skulde holdes almindeligt Slag eller Tvekamp, og da
han valgte Tvekamp, stillede Sørle en Kæmpe af udmærket
Mod ved Navn Skard tillige med hans syv Sønner til
Holmgang med ham. Ragnar tog sine tre Sønner med; de
kæmpede i begge Hæres Påsyn, og Ragnar gik ud af
Kampen som Sejrherre. Bjørn fik, fordi han havde tilføjet
Fjenden et Nederlag uden selv at lide nogen Skade, et
Tilnavn, som han beholdt alle sine Levedage, og som
forkyndte, at hans Sider var så hårde, som om de var af
Jærn. Denne Sejr gav Ragnar Tillid til, at han vilde
overvinde enhver Fare, og han angreb da Sørle og fældede
ham og alle de Krigsfolk, han førte i Marken. Han
skjænkede Bjørn Herredømmet over Sverige som Løn for
hans udmærkede Tapperhed, og så afholdt han sig i nogen
Tid fra Krig og holdt sig i Ro. Han fattede nu stor Elskov til
-433-