Page 441 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sin egen Brøde for at godtgjøre en andens Uskyldighed. Ved
denne ædle Adfærd både gjendrev han den falske
Beskyldning, at en Kvinde havde avlet Barnet, og opnåede,
at et latterligt Rygte ikke kom ud blandt onde Tunger. Han
lyste Barnet, hun skulde føde, i Kuld og Kjøn og sagde, at
han vilde, det skulde kaldes Ubbe. Da Drengen omtrent var
bleven voxen, lagde han til Trods for sin Ungdom en moden
Mands Forstand for Dagen, thi han elskede sin Moder, fordi
hun havde givet sig hen til en højbåren Mand, men nærede
ingen Ærbødighed for sin Fader, fordi han havde nedladt sig
til en Elskov, der var under hans Værdighed.
Derefter rustede Ragnar sig til et Tog imod Hellespontierne,
stævnede Danskerne til Tinge og lovede, at han vilde give
Folket overmåde heldbringende Love; han fastsatte, at
medens enhver Familiefader hidtil skulde afgive den af sine
Sønner, han agtede ringest, til Krigstjeneste, skulde han nu
ruste sin kraftigste Søn eller sin pålideligste Træl. Da det var
gjort, drog han ledsaget af sine Sønner med Undtagelse af
Ubbe af Sted og angreb og underlagde sig Hellespontierne
og deres Konge Dian efter at have overvundet dem i
adskillige Slag, og til sidst fældede han Kongen efter at have
påført ham en Mængde Ulykker. Hans Sønner Dian og
Daxon, der var gifte med Ruthenerkongens Døtre, fik deres
Svigerfader til at hjælpe dem med Krigsfolk og tog sig med
den største Iver for at hævne deres Fader. Da Ragnar så',
hvor umådelig stor deres Hær var, tvivlede han om, at hans
Krigsstyrke var tilstrækkelig, og bød, at nogle Kobberheste
skulde sættes på Hjul, så de kunde føres af Sted, kjøres
omkring på Vogne, som let kunde drejes, og af al Magt
drives ind iblandt Fjendernes tætteste Skarer. Dette bidrog
så meget til at splitte Fjendernes Fylking, at Håbet om Sejr
mindre syntes at bero på Krigsfolkene end på disse
Indretninger, som med deres uimodståelige Masse knuste
alt, hvad der kom i Vejen for dem. Den ene af Høvdingerne
-435-