Page 438 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Landflygtighed, og søgte at bringe hans kuldkastede Lykke
på Fode igjen. Ved denne Fremfusenhed vakte de hele
Borgerkrigens Frækhed imod Kongen og indviklede ham i
Farer hjemme, da ingen Fare truede ham ude fra. For at
holde dem i Ave drog Ragnar imod dem med en Flåde
bemandet med danske Øboer, tilintetgjorde Oprørernes Hær
og drev Harald, den slagne Hærs Høvedsmand, på Flugt til
Tyskland og nødte ham til forsmædelig at aflægge den
Værdighed, han frækt havde tiltaget sig. Han nøjedes heller
ikke med simpelt hen at ombringe Fangerne, men foretrak at
pine dem til Døde, så at de, han ikke kunde få til at opgive
deres Troløshed, ikke engang fik Lov til at opgive Ånden
uden at blive straffede med den største Grumhed. For øvrigt
fordelte han deres Jordegodser, der var flygtede sammen
med Harald, blandt sine Krigsfolk, idet han mente, at deres
Fædre blev så meget hårdere straffede, når de så', at den Ære
at tage Arv efter dem blev dem til Del, som de havde
forstødt, medens de, som de holdt mere af, gik glip af deres
Fædrenearv. Men ikke engang det var nok til at slukke hans
Hævntørst, han besluttede oven i Kjøbet at angribe Sachsen,
fordi han troede, at det var hans Fjenders Tilholdssted, og at
Harald var tyet dertil. Han bad sine Sønner om at stå ham bi
og angreb Karl, som just da opholdt sig ved sit Riges
Grænse dèr. Efter at Ragnar havde opsnappet hans
Skildvagter og listet sig forbi de udstillede Vagtposter,
troede han, at Resten vilde være let at gjøre, og håbede, at
det vilde gå rask fra Hånden, men så kom der pludselig en
med guddommelig Spådomsgave udrustet Kvinde, som om
hun var en fra Himlen sendt Sandsigerske eller Fortolkerske
af den guddommelige Vilje, og advarede Karl med
heldbringende Forkyndelse og forebyggede ved sin
lykkelige Spådom den truende Fare, idet hun lod ham vide,
at Sivards Flåde havde lagt til ved Floden Seines Munding.
Kejseren lånte opmærksomt Øre til hendes Ord, og da han
tydede dem som et Budskab om, at Fjenden var i Landet,
-432-