Page 444 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

holde sig i åben Tapperhed tog sin Tilflugt til hemmelige
Baghold. Det blev lige så nyttigt, som det tog sig stygt ud.
Han glædede sig ikke mindre over Finnernes Flugt end i sin
Tid over Karls og tilstod, at han havde fundet større Kræfter
hos dette Folk, der var blottet for alt, end hos den bedst
udrustede Krigsstyrke; thi det faldt ham lettere at holde
Stand over for Romernes tungeste Våben end over for de
pjaltede Finners Pile. Da Bjarmernes Konge var dræbt og
Finnekongen jaget på Flugt, lod Ragnar til evig Amindelse
om sin Sejr sine Bedrifter indriste på Klippetoppene.
Imidlertid lod Ubbe sig af sin Morfader Esbern forlede til
formastelig at tragte efter Kongemagten, satte den
Ærbødighed, han skyldte sin Fader, til Side og gjorde
Fordring på Kongekronen for sit eget Hoved. Da Ragnar af
de svenske Jarler Kelther og Thorkil fik Nys om denne
Frækhed, sejlede han i største Hast til Gotland. Da Esbern
mærkede, at de to nævnte Mænd var Ragnars Sag hengivne
med sjælden Troskab, søgte han ved at tilbyde dem
Belønninger at få dem til at svigte Kongen, men de holdt
ubøjelig fast ved, hvad de havde sat sig for, og sagde, at
deres Vilje rettede sig efter Bjørns, hvorhos de lod ham vide,
at der ikke var en eneste Svensker, som vilde vove at gjøre
noget, der var ham imod. Så var Esbern ikke sen til at prøve
sig frem hos ham ved at skikke Sendemænd til ham med de
fagreste Ord. Han erklærede, at han aldrig vilde hælde mere
til Forræderi end til Trofasthed og anså det for den største
Skjændsel at foretrække en troløs Broders Gunst for den
retsindigste Faders Kjærlighed; Sendemændene lod han
hænge til Straf, fordi de havde opfordret ham til så svar en
Brøde, og Svenskerne straffede på samme Måde de øvrige,
der hørte til Sendemændenes Følge, med Døden for deres
strafværdige Opfordring. Da Esbern skjønnede, at hans
underfundige og hemmelige Anstalter kun havde liden
Fremgang, samlede han åbenlyst Krigsfolk og skred uden
-438-