Page 443 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Navn ikke kjendes, blev rædselslagen ved dette Fjendernes
pludselige Indfald, og da han ikke turde indlade sig i Kamp
med dem, flyede han til Matul, Kongen i Finmarken.
Stolende på dennes Bueskytters udmærkede Dygtighed
fortrædigede han ustraffet Ragnars Hær, der overvintrede i
Bjarmeland. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtig på glatte
Træskinner og farer af Sted til hvilken Side de vil, så man
holder for, at de er i Stand til efter Behag at nærme eller
fjærne sig; så snart de nemlig har gjort Fjenden Fortræd,
flyver de bort med samme Hastighed, som de kom med, de
er ikke længere om at trække sig tilbage end om at rykke
frem. Deres Behændighed så vel som den Dygtighed,
hvormed de forstår at bruge deres Skier, gjør dem derfor
udmærket skikkede både til at angribe og til at flygte. Man
kan tænke sig, hvor Ragnar den Gang må have undret sig
over sin kranke Lykke, da han, som i sin Tid havde besejret
Romerriget, da det stod på sit Højdepunkt, nu så' sig styrtet i
den største Fare af en våbenløs og uordnet Hob. Han, som
på den mest udmærkede Måde havde gjort det af med den
romerske Krigsstyrkes mest glimrende Pryd og den herligste
Anførers ypperlige Krigsfolk, måtte vige for en rå og vild
Hobs usle og fattige Udrustning. Han, hvis Krigshæder
hidtil det tapreste Folkefærds Magt ikke havde formået at
mindske, kunde nu ikke stå sig imod en lille Flok af et
foragteligt Folk. Således gik det til, at han med den
Krigsstyrke, med hvilken han på det tapreste havde gjort det
af med Verdens berømteste og prægtigste Hær og med
Krigsmagtens tungeste Våben, at han med den Hær, med
hvilken han i åben Mark havde gjort Ende på så mange
Fodfolks, så mange Lejres og så mange Hestfolks
Våbenbrag, måtte finde sig i at angribe en ussel og ukjendt
lille Folkehob hemmelig og ligesom på Stimandsvis.
Således gik det til, at han ikke skammede sig ved at plette
sin strålende Hæder, som han havde vundet åbenlyst og ved
Dagens Lys, med Svig i Nattens Mørke og i Steden for at
-437-