Page 447 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

rimeligere, sagde hun, at en tapper Fader sonede sin Søns
blodbestænkte Aske med Våben end med Tårer; og hun
formanede ham til ikke i kvindagtig Sorg at pådrage sig lige
så megen Vanære ved Gråd, som han før havde vundet
Hæder ved Tapperhed. Hendes Ord gjorde Ragnar bange for,
at han ved kvindagtig Sorg kunde sætte den
Navnkundighed, hans Tapperhed tidligere havde skaffet
ham, på Spil, han aflagde sine Sørgeklæder og de andre
Tegn på Sorg, og i Håb om snarlig Hævn vakte han atter sit
slumrende Mod. Således kan stundom de svage Sjæle styrke
de stærke. Han overdrog til Ivar at tage Vare på Riget,
omfavnede med faderlig Kjærlighed Ubbe, som atter var
kommen i Gunst hos ham som i fordums Dage, og så sejlede
han med sin Flåde til Rusland, fangede Daxon og sendte
ham betynget med Lænker til Udgård for at holdes i
Forvaring der. Det er vitterligt, at Ragnar ved denne
Lejlighed behandlede sin kjæreste Søns Drabsmand med
den største Mildhed og Lemfældighed, idet han for at opnå
den Hævn, han attråede, lod sig nøje med at sende den
skyldige i Landflygtighed fremfor at lade ham dræbe. Denne
Mildhed bragte Ruthenerne til at skamme sig ved yderligere
at rase imod en Konge, som de ikke engang ved bitter Uret
kunde drive til at ombringe sine Fanger. Det varede heller
ikke længe, før Ragnar atter skjænkede ham sin Gunst og
gav ham tilbage til hans Land, imod at han lovede hvert År
at overrække ham Skatten knælende og barbenet ledsaget af
tolv af Landets Ældste, som ligeledes skulde være
barbenede. Han holdt det nemlig for bedre at gå lemfældig
til Værks over for en fangen og ydmygt bedende Mand end
at svinge den blodige Øxe og vilde hellere til Stadighed bøje
den stolte Nakke under Trældomsåget end hugge den over
én Gang for alle. Da han drog bort derfra, satte han sin Søn
Erik med Tilnavnet Vejrhat over Sverige. Her fik han at
vide, at medens Fridlejf og Sivard var på Krigstog med ham,
havde Nordmændene og Skotterne svigagtig overdraget
-441-