Page 446 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

måtte sætte Stiger til. Tolv af hans Stalbrødre blev ligeledes
fangne af Fjenden på samme Måde, og da det blev stillet
dem frit for at vende hjem til deres Fædreland, erklærede de,
at de vilde ofre deres Liv for Kongen og foretrak at dele en
andens Fare for at trække sig ud af den, de selv var stedte i.
Men Daxon blev så greben af Medlidenhed ved Synet af
Hvidsærks overvættes Fagerhed, at han ikke kunde bære det
over sit Hjærte at bryde denne Knop, der var ved at folde sig
ud til den herligste Blomst. Han bød ham ikke blot Livet,
men også sin Datter til Hustru med Hælvten af Riget i
Medgift, idet han hellere vilde skåne ham på Grund af hans
Fagerhed end straffe ham på Grund af hans Tapperhed. Men
så sjælsstor var Hvidsærk, at han ikke brød sig det ringeste
om et Liv, der skjænkedes ham af Nåde, han afslog Tilbudet
om at slippe for al Straf, som om det var en Velgjerning, der
kun var såre lidet værd, holdt selv fast på sin Dødsdom og
sagde, at Ragnar vilde være lemfældigere med den Hævn,
han vilde tage for sin Søn, i Fald han fik at vide, at han selv
havde fået Lov til at vælge sin Dødsmåde. Hans Fjende
undrede sig over denne Fremfusenhed og lovede, at han
skulde blive ombragt på den Måde, han selv bestemte. Den
Tilladelse tog Ungersvenden imod som en stor Velgjerning,
og han bad om, at han måtte blive bunden og brændt tillige
med sine Stalbrødre.
Daxon var ikke sen til at opfylde hans indstændige Bønner
om at måtte komme af med Livet og lod ham ombringe på
den Måde, han bad om som om en Gunst. Da Ragnar
spurgte dette, var han nær ved at sørge sig til Døde; han
klædte sig ikke blot i Sørgeklæder, men lagde sig også i sin
store Bedrøvelse til Sengs og gav sin Smerte Luft i Suk og
Klager. Hans Hustru, som havde mere end Mands Mod,
bebrejdede ham hans Svaghed og styrkede hans Mod ved
mandig Opmuntring, kaldte hans Sjæl tilbage fra Sorgen og
opfordrede ham til af al Magt at øve Krigsbedrifter; det var
-440-