Page 448 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kongeværdigheden til to andre, og han gjorde det da først af
med ham, der havde tilrevet sig Magten i Norge, og gav
dette Rige til Bjørn.
Derpå drog han sammen med Bjørn og Erik til Orknøerne,
som han hærjede, og omsider lagde han til Land ved
Skotlands Grænser, og efter at have udmattet Skotternes
Konge Murial ved et tre Dages Slag fældede han ham, men
hans Sønner Dunvat og Radbard blev efter at have kæmpet
ypperlig dræbte af Fjenderne, så den Sejr, deres Fader vandt,
var bestænket med deres Blod. Da han kom hjem til
Danmark, fik han at vide, at hans Hustru Svanløg imidlertid
var død af Sot, og strax søgte han Trøst for Sorgen i
Ensomhed og stængte tålmodig sin syge Sjæls Kummer inde
bag sit Hus' Vægge. Denne bitre Sorg fik imidlertid Ende,
da Ivar pludselig vendte hjem, fordreven fra sit Rige.
Gallerne havde nemlig jaget ham bort og svigagtig
overdraget Kongemagten til en Mand ved Navn Ella, Hames
Søn. Ragnar tog Ivar med som Vejviser, eftersom han var
stedkjendt der i Landet, sejlede did med sin Flåde og kom til
den Havn, som hedder Norwich. Der udskibede han sine
Krigsfolk, og efter et Slag, der trak ud i tre Dage, drev han,
efter at der var flydt en Mængde engelsk og såre lidt dansk
Blod, Ella, der havde stolet på Gallernes Tapperhed, på
Flugt. Efter at have dvælet et År dèr som Sejrherre kaldte
Ragnar sine Sønner til Hjælp og drog til Irland, og efter at
have dræbt Kongen dèr, Melbrik, belejrede, stormede og
indtog han Dublin, der var helt opfyldt med Barbarernes
Skatte. Dèr lå han i Lejr et År, og så sejlede han igjennem
Middelhavsstrædet og trængte frem helt til Hellespont, idet
han drog igjennem de mellemliggende Riger og alle Vegne
vandt de berømmeligste Sejre, og Skæbnen ingen Steds
afbrød hans stadige og heldige Fremgang.
-442-