Imidlertid havde Harald med Bistand af nogle Danske, som
kun havde liden Lyst til at følge Ragnar på hans Krigstog,
igjen begyndt Uroligheder i Riget og anmasset sig
Kongenavnet. Da Ragnar vendte tilbage fra Hellespont,
mødte han ham med Våbenmagt, og da det gik Harald
uheldig, drog denne, som indså, at hans Hjælpekilder
hjemme var udtømte, til Kejser Ludvig, som den Gang
opholdt sig i Mainz, for at bede ham om Hjælp. Ludvig, som
var opfyldt af den største Iver for at udbrede den sande Tro,
stillede Barbaren et Vilkår, idet han lovede ham Hjælp, hvis
han vilde gå ind på at antage Kristendommen, thi der kunde
ingen Hjærternes Enighed være imellem Folk, som havde
forskjellig Tro; enhver, som søgte Hjælp, måtte derfor først
have samme Religion, og man kunde ikke være fælles om
store Bedrifter, når man var uenig om, hvorledes man skulde
dyrke Gud. Denne Kejserens Beslutning skaffede både hans
Gjæst Frelsen og ham selv Ry for Fromhed; så snart Harald
højtidelig havde ladet sig døbe, hjalp han ham strax med
sachsiske Krigsfolk, og stolende på dem lagde Harald med
Umage og Bekostning Vind på at bygge en Kirke i
Landskabet Slesvig, som han viede til Gud. Således tog han
sit Forbillede i Henseende til den hellige Gudsdyrkelse fra
de romerske Kirkeskikke; han erklærede Hedningernes
Vildfarelser for vanhellige, nedbrød deres Templer, jog
Offerpræsterne i Landflygtighed, afskaffede deres
Præsteskab og var den første, som indførte Kristi hellige
Lære i sit barbariske Fædreland og lagde Vind på den sande
Gudsdyrkelse efter at have forkastet Afgudernes, og endelig
iagttog han med den samvittighedsfuldeste Omhu alt, hvad
der kunde tjene Religionen til Beskyttelse. Men han havde
mere Fromhed end Held med sig ved det, han således
begyndte på, thi Ragnar kom over ham, krænkede de
Kirkeskikke, han havde indført, gjorde den sande Religion
fredløs, gjenindsatte den falske i dens gamle Plads og lod
dens Skikke komme til deres gamle Ære og Værdighed.
-443-