Page 451 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

som fra at være den herligste Sejrherre sank ned til usle
Fangekår, kan vi lære, at ingen skal stole for trygt på
Lykken.
Ragnar Lodbrogs Sønner
Ivar fik Budskabet om Ragnars Død, da han just var ved at
se på de offentlige Lege, men han fortrak ikke des mindre
ikke en Mine og så' i ingen Måde mere nedslået ud end
sædvanlig, han holdt ikke blot Budskabet om Faderens Død
hemmeligt ved at skjule sin Sorg, men han forbød endogså
det ved Rygtet skrækslagne Folk at gjøre Larm eller gå bort,
før Legene var til Ende. Han bevarede sit muntre Ansigt for
ikke at afbryde Legen og vendte ikke Blikket fra den
offentlige Lystighed for at dvæle ved sin egen Sorg, for at
han ikke ved pludselig at gå over fra den største Munterhed
til den dybeste Bedrøvelse skulde få Ord for mere at vise sig
som en sørgende Søn end som en munter Høvding. Da
Sivard modtog Budskabet, jog han i sin Bestyrtelse, mere
opfyldt af Kjærlighed til Faderen end af Følelse af sin egen
Lidelse, det Spyd, han tilfældigvis holdt i Hånden, dybt ned
i Foden, idet han i sin Sorgs Hårdhed ikke ænsede legemlig
Smerte, thi for lettere at kunne udholde det Sår, der var
blevet tilføjet hans Sjæl, lagde han an på at såre en Del af sit
Legeme hårdt, hvorved han på én Gang viste sin Tapperhed
og sin Sorg og bar sin Skæbne som en lige så bedrøvet som
standhaftig Søn. Bjørn sad og kastede Tærninger, da
Budskabet om Faderens Død blev bragt ham, og han
knugede Tærningen, han holdt om med Hånden, så
voldsomt, at han klemte Blodet ud af Fingrene, så det
sprøjtede ud på Bordet, hvorved han gav til Kjende, al
Lykkens Kast var mere lunefuldt end Tærningens, han
spillede med. Da Ella spurgte det, skjønnede han, at den af
-445-