Page 452 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

de tre Brødre, som ingen sønlig Kjærlighed havde lagt for
Dagen, havde båret Faderens Død med størst Sjælskraft, og
at han derfor måtte tage sig mest i Agt for Ivars Tapperhed.
Men Ivar drog til England, og da han indså, at hans Flåde
ikke var stærk nok til at holde Slag med Fjenden, foretrak
han List for Dumdristighed og anvendte sin Snildhed over
for Ella, idet han som Pant på, at der skulde være Fred
imellem dem, forlangte så megen Jord, som han kunde
omspænde med en Hestehud. Han fik, hvad han forlangte,
thi Kongen sagde, at det kun var en ringe Begjæring, og
glædede sig over, at så mægtig en Fjende bad om lidt og
ikke om meget, thi en lille Hud kunde jo kun spænde om et
lille Stykke Land. Men Ivar skar Huden ud i tynde Strimler
og omspændte med den et Stykke Land, der var så stort, at
han kunde bygge en By derpå. Nu angrede Ella sin
Ødselhed og skjønnede for sent, hvor meget mere der var i
en Hud, når den blev skåren i Strimler, end når den var hel,
thi den Hud, han havde troet vilde omspænde et lille Stykke
Jord, så' han nu indtage en stor Landstrækning. Men Ivar
førte så rigelige Levnedsmidler ind i Byen, han byggede, at
den kunde udholde en Belejring, idet han lagde Vind på, at
den lige så godt skulde kunne værge sig imod Hungersnød
som imod Fjenden.
Imidlertid kom Sivard og Bjørn til med en Flåde på fire
Hundrede Skibe og erklærede Kongen åbenlys Krig og
æskede ham til Slag. Da det var holdt til den fastsatte Tid,
og de havde fanget Kongen, bød de, at der skulde ristes en
Ørn på hans Ryg, idet det var dem en Gammen at gjøre det
af med deres grummeste Fjende ved at mærke ham med
Billedet af den grummeste Fugl, og de lod sig ikke nøje med
at riste Såret i hans Ryg, men de dryssede Salt på det
blodige Kjød. Efter at Ella således havde måttet lade Livet,
drog Bjørn og Sivard hjem til deres Riger. Ivar rådede for
England i to År. Imidlertid havde Danskerne stadig gjort
-446-