glip af, hvad han håbede, lettere opnår, hvad han ikke
håbede.
Denne hårde Modgang drev Svend til at fatte Kjærlighed til
Religionen; han vendte sine Øjne bort fra Mørket og oplod
dem for det saliggjørende Lys. Thi da han skjønnede, at han
særlig for de to Forsyndelser, Fadermordet og Helligbrøden,
var bleven tugtet i fuldt Mål med to tilsvarende hårde
Straffe, Fangenskab og Landflygtighed, fattede han from
Ærbødighed for den saliggjørende Lære, han før havde
ringeagtet, omvendte sit Hjerte til Gudsdyrkelse og sonede
begge sine hæslige Misgjerninger med angerfulde Tårer, og
efter i alle Måder at have fulgt Kirkens Forskrifter modtog
han rettelig Dåbens hellige Sakramente. Lige så fordærvelig
en Modstander, han før havde været af Kristendommen, lige
så stærk en Støtte blev han nu for den. Gud var da heller
ikke sen til at lade sig formilde ved hans Anger og
skjænkede ham i sin Nåde hans fordums Lykke igjen, og da
Erik døde efter at have været Konge i syv År, beredte Gud
strax Vej for ham til Riget, førte ham fra Landflygtighed
tilbage til Fædrelandet og skjænkede ham i Steden for hans
fordums Armod den største Magt og Ære. Eriks Søn Olaf
vendte nemlig tillige med sin Moder Sigrid tilbage til
Sverige, hvor han blev og lod hende stå for Styret. Således
skete det næsten samtidig, at Svend bøjede sig for
Religionen og kom i Besiddelse af sit Rige. Men for ikke
ved sin Fromhed at tirre dem, hvis Kjærlighed han havde
vundet ved Ugudelighed, og pludselig pådrage sig deres
Had, skjulte han sin Gudsfrygtighed for Almenheden og lod
den kun hemmelig komme frem. Følgen af disse forskjellige
Rørelser i ét og samme Hjærte, den største Frygt og den
inderligste Fromhed, blev, at hans Sind, som nølende droges
til begge Sider, kom i den yderste Tvivlrådighed, thi på den
ene Side stormede Frygt for at miste Riget, på den anden
Side Frygt for at krænke Gud ind på hans Hjærte og bragte
-478-
1...,474,475,476,477,478,479,480,481,482,483 485,486,487,488,489,490,491,492,493,494,...976