krank Lykke, der stadig fik flere Skår ved de Ulykker, der
væltede ind over ham, medens han selv bestandig i højeste
Grad havde haft Lykken med sig. Svend blev overvunden af
ham i et Slag i Skåne, hvor han efterlod en overmåde fager
Datter Thyra, som han havde opkaldt efter sin Farmoder -
hvem der var Moder til hende, ved jeg ikke -, og drog
landflygtig til Olaf Tryggvessøn, der stod for Styret i Norge,
hvor han herskede med fuld kongelig Magt og Myndighed,
skjønt han endnu ikke bar Kongenavn. Svend satte så meget
mere sit Håb til ham, som han mindedes, at Harald i sin Tid
havde hjulpet hans Fader til Riget igjen, da han var bleven
fordrevet derfra. Skjønt Olaf skyldte ham Tak for den
Velgjerning, skjøttede han nu alligevel ikke om at lønne ham
for det gode, hans Fader havde gjort, behandlede den
ydmygt bedende Flygtning med Ringeagt, afslog ganske at
give ham den Hjælp, han bad om, og vilde næsten slet ingen
Støtte yde Staklen. Han undlod ikke blot at hjælpe ham, men
skammede sig ikke engang ved at vise ham Døren, hvis
Fader havde hjulpet hans Fader tilbage til Riget. Nedslået
over dette forsmædelige Afslag begav Svend sig skyndsomst
til England for at søge Hjælp der. Kong Edvard, som var
ganske ung, beskyldte ham, der kom for at bede om Hjælp,
for, at det var Ærgjerrighed, der drev ham, han troede
nemlig, at Flygtningen i Virkeligheden ikke kom for at søge
Hjælp, men snedig, under Påskud af at være dreven i
Landflygtighed, pønsede på Lejlighed til at bemægtige sig
hans Rige, og idet han således anså hans kranke Lykke for et
Vidnesbyrd om hans Træskhed, vendte han det døve Øre til;
i den Grad gjorde den Lykke, Faderen havde haft, Sønnens
Elendighed mistænkelig. Efter at disse ondsindede Konger
således havde skuffet hans Håb og ladet hans Bønner
uænsede, drog han til Skotland, og den Barmhjærtighed, han
ikke havde fundet hos Folk af mildere Sæder, fandt han hos
vilde Barbarer. Så ustadig og foranderlig plejer Lykken
gjærne at være, at Mennesket undertiden, når han er gået
-477-