Page 485 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

det i dobbelt Fare; han frygtede for Guds Hævn, hvis han
forkastede Religionen, og for Almuens, hvis han vedkjendte
sig den. Da han i sit Hjærte grundig sammenlignede og
overvejede disse to så modstridende Følelser, indså han dog,
at han burde frygte Gud mere end Mennesker. Han gik
derfor hemmelig til de fornemste Mænd og søgte ved i
Løndom at formane dem at få dem til at antage
Kristendommen, idet han røgtede dette Prædikeembede så
godt, han i sin Vankundighed kunde, thi boglærd og kyndig i
Kirkens Lære var han ikke. I den Grad drev hans Lyst til at
grundlægge Religionen ham til at påtage sig en Lærers
Gjerning, skjønt det både skortede ham på Snille og Øvelse.
Men det sunde Lægemiddel, som det friske Hoved således
greb til, skjød de tørre og gjenstridige Lemmer fra sig, thi
Folket, som elskede den gamle Tro, vilde ikke låne den ny
lærvilligt Øre, var led ved den fremmede Gudsdyrkelse og
holdt ivrig fast ved den fra Fædrene nedarvede. Så gav Gud
for at forherlige sit Navn Kongen, der var opsat på at
udbrede Religionen, men ikke mægtede det, en udmærket
forstandig og from og derhos overmåde boglærd Mand ved
Navn Pope til Medhjælper ved dette herlige Arbejde. På det
offentlige Ting, der holdtes ved den Havn, som kaldes Isøre
på Grund af den megen Is, der findes i den, gav Pope, da
han ikke ved sin Tale kunde få Danskerne til at antage
Troen, ved et uimodsigeligt Tegn det sikreste Vidnesbyrd
om, at det var sandt, hvad han forkyndte, og stadfæstede sin
Læres Troværdighed ved et stort og helligt Jertegn. Han
spurgte dem nemlig om de vilde lyde hans Formaninger,
hvis de så' ham tage gloende Jærn i Hånden uden at lide
nogen Skade derved, og da alle svarede, at i så Fald vilde de
ganske sikkert lyde ham, bød han dem skaffe en gloende
Jærnhandske, og den stak han Hånden i helt op til Albuen,
bar den strax uforfærdet således om iblandt dem alle og
kastede den for Kongens Fødder, og så viste han dem til
alles ærefrygtfulde Forundring, at hans Hånd i ingen Måde
-479-