Page 488 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dem, at Bejleren skulde få hende til Ægte. Det Budskab blev
Olaf overmåde glad for, thi han mente, at det var
fornøjeligere at holde Bryllup med en Ungmø end med en,
der havde været gift før, var opsat på at tage en Jomfru i
Favn og kunde ikke finde sig i at slide sin Ungdom hen med
en Enke, og han lagde da heller ikke Skjul på, hvor ringe
han agtede den ene, og hvor højt han agtede den anden. Han
stævnede nemlig højtidelig Sigrid til sig under Påskud af, at
han vilde tale med hende, og bad hende komme over til ham
på hans Skib, for at de kunde tales ved dèr. Dronningen
vægrede sig længe ved at opfylde hans Bøn for at have et
sikkert Værn i sin Blufærdighed, men omsider gav hun efter.
Da hun med Nød og næppe havde ladet sig overtale dertil,
blev et Bræt, der var ophængt i Kroge, lagt ud som en Bro,
ad hvilken hun skulde gå om Bord på Skibet, og da hun
trådte ud på det for at gå over til Kongen, blev det trukket
bort under hende af Folk, der lå på Lur for det sammes
Skyld, og hun styrtede på Hovedet i Vandet. Og Søfolkene
nøjedes endda ikke med at have gjort den ophøjede
Dronning denne grove Tort, men for rigtig tydelig at lade
hende forstå, at de anså hende for et liderligt Kvindfolk,
forøgede de yderligere den Forsmædelse, de havde tilføjet
hende, ved at give sig til at råbe op og vrinske ad hende. Det
var ægte norsk Høviskhed, der, fuld af Svig og Spot, ikke
undså sig ved at lokke en fornem Kvinde, der kom i god
Tro, i en skammelig Fælde, træde en ærbar Kones Ære
forsmædelig under Fødder og give hende Skam til Tak for
hendes Kjærlighed. Hvo, som viser det Folk Godhed og
Venlighed, må sandelig være belavet på at få alt andet end
Tak derfor. Dronningen, som nær havde sat Livet til ved den
farlige Medfart, slap med Nød og næppe i Land, medens
Svenskerne stod og skammede sig. Da hun omsider var
kommen til sig selv igjen, skjønnede hun, at Kongen havde
handlet imod hende, som om hun var et liderligt Kvindfolk,
og den Tort kunde hun ikke bære i Tavshed, men overøste
-482-