ham med alle de Trusler, hun kunde, for den skjændige
Måde, han havde behandlet hende på, thi da hun var bleven
krænket på det hårdeste på to Måder, dels ved den Fare, hun
var bleven udsat for, og dels ved den Tort, der var overgået
hende, kunde hun ikke rolig finde sig i den Forsmædelse,
hun havde lidt, idet hun, en fuldkommen ulastelig Dronning,
var bleven gjort til Spot og Spe af en uforskammet Bejler.
Således berøvede den snilde Fyrstes Skarpsindighed, som
han med beundringsværdig Forslagenhed havde forstået at
skjule, Olaf den Hjælp, han havde håbet på, og han var
tillige klog nok til at skaffe sig den selv; thi Svend bejlede
strax til Sigrid og fandt hende lige så venlig sindet imod
ham, som hun var hadefuld imod Olaf; han hævnede også
snildt den Tort, der var overgået hans Hustru, ved at nægte
Olaf sin Datter. Da nogen Tid var leden, fødte Sigrid ham en
Søn Knud.
Således gik Olaf glip af to ypperlige Ægteskaber, idet han
letsindig stødte den ene Brud fra sig og derved gjorde sig
fortjent til, at den anden stødte ham fra sig, så han kunde
også takke sit Overmod imod den ene for, at han mistede
den anden. Da han nu vidste, at Svend ikke plejede at have
Held med sig i Krig, tog han ikke hans Styrke, men kun
hans kranke Lykke i Betragtning, udrustede en ypperlig
Flåde og beredte sig til at hævne sig med Våbenmagt. Svend
kaldte sin Stifsøn til Hjælp og holdt Søslag med Fjenden. I
dette kæmpede på Olafs Side en Bueskytte ved Navn Ejnar,
der var stor af Væxt og såre forfaren i sin Kunst; han
spændte sin vidunderlig store Bue med sådan Kraft, at ingen
Ting var så hård, at den kunde modstå de Pile, han afskjød
med den; som Følge af den Fart, hvormed de kom, gik de
igjennem alt, hvad der kom i Vejen for dem. En Pil, der
ramte Skibsmasten, banede sig således ved den Kraft,
hvormed den var afskudt, Vej igjennem den, gik derpå
igjennem Kongens Skjold og så ud igjennem en
-483-