Page 492 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kongetronen skulde komme i Slavernes Lænker, og hvem
skulde på den anden Side have troet, at han fra Slavernes
Lænker skulde vende tilbage til Tronen? Men han blev
alligevel fra Konge Fange og fra Fange atter Konge. Således
måtte han snart regnes blandt de ulykkeligste og snart blandt
de lykkeligste Mennesker og fik under Skæbnens
Omskiftelser sin fulde Del både af Lykke og Ulykke.
Knud
Da Svend var død, vilde Englænderne og Nordmændene
ikke længere finde sig i at stå under fremmedes
Herredømme, men anså det for bedre at vælge Konger
blandt deres egne end at låne dem fra deres Naboer; de faldt
derfor fra Danmark, og Edvard blev Konge i England, Olaf i
Norge. Knud, som nu sad på Tronen i Danmark, turde, så
kort efter at han var kommen til Styret, ikke gå imod den
overmåde store Styrke, de havde, og han lod derfor, som om
han ikke tænkte på at gjenvinde de Riger, hans Fader havde
hersket over, hvilket han dog ingenlunde havde opgivet, og
for dog ikke at holde sit Herredømme helt inden for
Danmarks Grænser besluttede han først at angribe
Slavenland og Semberland som de Riger, han lettest kunde
få Bugt med; Svend havde nemlig, fordi han var bunden af
sin Ed, ikke turdet underkue Slaverne, skjønt de havde
tilføjet ham grov Overlast, og Semberland, som Hakon
havde undertvunget, var faldet fra Danskerne, da han var
død, og nu lå det Knud som den, Daneriget var gået i Arv til,
ivrig på Sinde at hævne den Overlast, hans Fader havde lidt,
på Slaverne og at straffe Semberne for deres Frafald. Han
vidste også godt, at gode Evner styrkes til at tage fat på
større Ting ved først at forsøge sig på mindre, og han var
derfor opsat på ved selve Begyndelsen af sin Krigerbane at
-486-