Page 491 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

På den Tid fulgte Rimbrand efter Pope, Markus efterfulgte
Henrik og Fulbert Lefdag på Bispestolen. Efter Fulbert blev
Odinkar Hvide, en Mand af den fornemste Herkomst
Biskop. Han var så rundhåndet over for Gud, at han ikke
beholdt det mindste af sin rige Fædrenearv tilbage for sig
selv, men helt og holdent anvendte den til Kirkens
Fornødenheder og berigede mange Kirker, som hidtil intet
havde ejet, ved at tillægge dem store Jordegodser, så at de
ypperste Byer i Jylland har hans fromme Gavmildhed at
takke for næsten al den Jord, de ejer. Således sørgede han
mere for Troens Fremme end for sit eget vel og søgte hellere
en fast og varig Ære end en flygtig, beredte ved i
Timeligheden at give Afkald på sit Gods sin Sjæl evig
Glæde og vilde hellere selv undvære sin Fædrenearv, end at
Kirken skulde savne Midler, hvorfor han overlod sin Arv til
ham, om hvem han vidste, at han gjengjælder fromme Gaver
med varige Goder. Og han nøjedes ikke med at skjænke sit
Gods til Kirken, men udøvede derhos alle Slags Dyder og
føjede til sine Velgjerninger i Henseende til jordisk Gods
også al den Gavn, et dydigt Liv medfører. Han drog til
Sjælland og Skåne for at forkynde Guds Ord og bidrog
vidunderlig til at udbrede den sande Lære, og for ikke
mindre at gavne Sjælene end Legemerne var han lige så
ivrig til at udbrede Religionen, som han havde været til at
berige Kirken, som han havde skjænket sin Fædrenearv, og
som han også var rede til at lade Livet for.
Mæt af Dage og træt af Livets Gjenvordigheder anvendte
Svend Resten af sin Levetid til utrættelig at tjene Herren,
hans Gudsfrygt holdt ud til det sidste, og fri for al
Forulempelse af Mennesker døde han i den fuldkomneste
Lyksalighed. Tvende Norner havde delt hans Skæbne
imellem sig, thi den omskiftelige Lykke bragte ham vexelvis
Spot og Hæder, gjorde ham fra Konge til Fange og fra
Fange til landflygtig. Hvem skulde have troet, at han fra
-485-