Page 514 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nemlig fra Kiv og Strid, thi i Henseende til at straffe toges
der hverken Hensyn til Frændskab eller Venskab, men
dømtes efter Lovens fulde Strænghed. Nu er imidlertid den
gamle Mandstugt i Hirden sløvet og slappet, og der begås
skammeligere Ting imellem Hirdmændene end imellem
Folk, der ikke hører til Hirden, thi al Anklage imod dem, der
forser sig, er forstummet, og den, der skulde straffe
Forseelsen, tager den i Forsvar, og ingen holder Hirdens
tøjlesløse Sæder i Tømme med fast og stræng Hånd. Vor
Tids Konger har således ikke undset sig ved at afskaffe
denne Vedtægt angående Mandstugten i Hirden, som var
bleven styrket ved længe at være bleven holdt i Hævd, thi
medens Fred og Ro her hjemme forstyrres af Splid og
Oprør, går den gode gamle Skik af Brug, medens man over
for tøjlesløse og hidsige Ungersvende hellere bør anvende
Strænghed end alt for stor Mildhed og Overbærenhed. Man
ser altså, at Knud på denne Måde oprigtig og kraftig lagde
Vind på at opretholde Mandstugten i sin Hird. Derhos blev
det forordnet, at Kongen ikke måtte afskedige nogen
Krigsmand og ingen Krigsmand tage sin Afsked af Kongens
Tjeneste uden Dagen før Nytår, og denne Skik bredte sig
siden fra Kongernes Hird til Folk af ringere Stand, som
længe har efterlignet den og holdt sig til den.
Imidlertid døde Svend, som stod ved Roret i Norge, og
Landets Styrelse faldt strax igjen tilbage til hans Fader.
Derpå sejlede Knud med en stor Flåde til Normandiet for at
kræve Richard til Regnskab, fordi han havde brudt sit
Ægteskab, forskudt hans Søster og handlet utilbørlig grumt
imod sin Hustru, og straffe ham, fordi han havde hånet
Ægteskabets hellige Rettigheder. Da han dèr kort efter
modtog det sørgelige Budskab, at også hans Søn Harald var
død, lod han dog det Tog, han havde for på Rigets Vegne,
være sig mere magtpåliggende end sin personlige Sorg,
fremskyndede Toget lige så stærkt som før og hverken tabte
-508-