Page 504 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nedarvede Skikke, lagde han Bogen på Hylden og gav sig til
at være Krigsmand, satte Videnskaberne til Side og vilde
hellere være en modig Hævner end en fejg Lærling, idet han
holdt for, at det var bedre at anvende sin Sjæls Kræfter på,
hvad der krævede Kjækhed, end på, hvad der krævede Flid.
Derfor fulgte han mere sin Naturs end sin Lærers
Tilskyndelser, og efter omsider at have hævnet sin Fader tog
han Tjeneste hos Knud. Således blev denne unge Mands
Sind på selve Lærdomstemplets Tærskel sporet af
Grumhedens Brod og kunde ikke bekæmpe den Hårdhed,
der var ham i Kjødet båren, end de Begyndelsesgrunde af
Videnskaberne, han havde tilegnet sig.
På den Tid skal der, efter hvad der berettes, være foregået
Bispeskifte i Danmark. Avak fulgte nemlig efter Gerbrand
og Odinkar den yngre blev Biskop i Ribe.
Knud havde ellers, når han drog om i de tre før nævnte
Riger, en Hird på sex Tusind Mand fordelt på tresindstyve
smukt udstyrede Skibe, som hvert rummede hundrede
væbnede Mænd. Om Sommeren lå den ude for at værge
Riget, om Vinteren plejede han at lade den gå i Borgeleje;
sin Sold fik den månedsvis.
En Gang, da den højhellige Fest skulde fejres til Minde om,
at Verdens Skaber lod sig føde til Verden for at dele sin
Udødelighed med os, havde Knud budt Ulf til Gjæstebud i
Roskilde, og da denne havde drukket sin Forstand bort, gav
han sig, for at forherlige sig selv, til om Natten at synge
Viser om det Nederlag, Knuds Krigsfolk for ikke så længe
siden havde lidt, da de druknede i Helgeå. Kongen mente, at
han herved åbenbart lagde ham til Last, at han havde udsat
sine Folk for Fare, blev heftig opbragt over hans
Smædesang og fandt, at det var under hans Værdighed at
-498-