Page 512 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Forfædres Ære, at de anså det for den største Skjændsel at
blive slået på en forsmædelig Måde.
Det traf sig imidlertid så, at det blev Kongen selv. som først
brød sin Lov, så at Retten, som hidtil havde stået fast og var
bleven oprigtig og ubrødelig overholdt, blev krænket af
ham, idet han en Gang, da han var drukken, dræbte en af
sine Krigere. Da han indså, at han åbenbart havde forbrudt
sig imod de Love, han selv havde givet, blev han greben af
bitter Anger, sammenkaldte Hirden, steg ned fra sin
Kongetrone og satte sig i alles Påsyn ydmygt ned på Jorden,
hvorpå han bød Hirdmændene idømme ham Straf for den
Brøde, han havde begået, og erklærede, at han villig vilde
tage imod den Straf, de ikjendte ham. Skjønt han kunde
have dækket over sin Gjerning med sin kongelige Magt og
Myndighed, underkastede han sig således Hirdens Dom og
vilde hellere ved Ydmyghed give et Vidnesbyrd om sin
Sagtmodighed end bruge sin Magt og derved vise sig
overmodig. Hirdmændene gik grædende bort fra Tinget og
skjønnede, da de overvejede Sagen, at det både vilde være
usømmeligt og skadeligt for dem at dømme Kongen efter
Lovens Strenghed, thi de vidste vel, at uden ham var de som
et Legeme uden Sjæl, der vilde blive et Bytte for dem, de før
havde hersket over. De tilstod for sig selv, at det hele
Krigsvæsen vilde komme ud af sine Fuger, når han skulde
lide Lovens Straf, at hans Fredløshed vilde være Fredløshed
for dem alle, hans Fald Fald for dem alle, og at hans
Domfældelse vilde være en Fare for dem alle. De vidste
derfor ikke, hvad de skulde gjøre i så vanskelig en Sag, og
da de i lige høj Grad frygtede for, at den Dom, de havde at
fælde, skulde blive for lemfældig og for stræng, besluttede
de, at Kongen selv skulde idømme sig sin Straf, idet de
mente, at det var bedre at henvise den til Kongens
Myndighed end til Undersåtters Skjøn. De holdt nemlig for,
at hans Brøde kunde sones, eftersom det var vitterligt, at den
-506-