Page 511 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skyldige med Forsmædelse, ikke om at udgyde deres Blod,
thi det holdt han for en ringere Straf end at berøve dem
Æren. Hvis nogen af hans fordums Stalbrødre mødte den
således dømte og ikke dræbte ham, når han havde en Pil
mere end han eller var selvanden, blev han delagtig i hans
Skjændsel, fordi han havde været bange for at straffe ham
for hans Brøde. Således bød Loven, at de, som forså sig
imod, hvad der var Sæd og Skik inden Hirden, skulde
udstødes af denne, det var den Straf, der kom over deres
Hoveder, som forbrød sig imod Hirdloven.
Dersom Sagsøgeren ikke kunde fælde Sagvolderen med
Vidnesbyrd, tilkaldte denne sex af sine Stalbrødre som
Mededsmænd og godtgjorde således sin Uskyldighed i den
Brøde, han beskyldtes for. Men hvis en af Hirden af
Uvidenhed var kommen til at krænke en anden, som han
ikke vidste var hans Stalbroder, skulde han også stille sex
Mand af Hirden, som med deres Ed vidnede, at det var sket
ved en Fejltagelse. For øvrigt havde de, som Retten
højtidelig havde kjendt for overbeviste og dømt som oven
anført, forspildt al Lykke og var udsatte for al Modgang, og
det så meget vissere, som Biskopperne i alle tre Riger
højtidelig lyste Band over dem, der var kjendt skyldige i
sådanne Forseelser. Således havde denne Tugt en dobbelt
Magt, idet den både støttede sig til Kongens og til Kirkens
Myndighed, så at man kunde sige, at Guds Dom faldt
sammen med Menneskenes. Denne Lovens Strænghed fik
Bugt med al Splid, gjorde Ende på alt Fjendskab og al
Oprørskhed og gjorde Hirden mere venlig sindet over for
Kongen. Senere undergik den imidlertid den Lempelse, at
der blev indført Pengebøder, enten fordi Iveren for at
overholde den slappedes, eller på Grund af Fyrsternes
Mildhed, dog kom denne Lempelse ikke den til gode, der
slog nogen med Kjæp, eftersom det var det Våben, man
gjennede Hunde fra sig med. Så ømtålelig var vore
-505-