Page 516 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

at drage bort. Fjenderne greb med Begjærlighed dette
Forslag og overlod dem et Sted i deres By til at begrave ham
på. Efter at hans Krigsfolk således havde holdt Slag på den
Måde, han havde pålagt dem, sluttet Overenskomst med
Byfolkene og højtidelig jordfæstet deres Konge, som de,
efter at han var død, havde båret på deres Skuldre i Slaget,
drog de efter at have begravet ham som Sejrherrer hjem til
deres Fædreland uden at tage andet med end Levnedsmidler.
Sådant Endeligt fik Knud, og ingen af vore Konger har
været berømmeligere end han, om end nogle af dem kan
have vundet flere Sejre, thi Rygtet forøgede i den Grad hans
Bedrifters Storhed, at han i Navnkundighed kom til at
overstråle dem, der var hans Jævninge i Dåd, og medens
andres Berømmelse er gået i Glemme og bleven fortæret af
Tidens Tand, står hans evindelig frisk og grøn efter at have
vundet lange Tiders Hævd, thi han var både from og tapper
og lagde ikke mindre Vind på at gavne Kirken end sit Rige.
Da han vidt og bredt havde vundet Ære og Berømmelse ved
Krigsbedrifter, lagde han sig nemlig efter fredeligere
Idrætter, underholdt på adskillige Steder Munke på sin egen
Bekostning, forøgede Klostrenes Tal ved at bygge ny og
fordoblede mangefold Kirkernes Anseelse, der bestandig lå
ham særlig på Sinde, ved at skjænke dem Gaver af det
kongelige Gods. Også Munkene skjænkede han rige Gaver
for at vise, at han ikke lagde mere Vind på Tapperhed end på
Fromhed, idet det var ham om at gjøre at vinde lige stor
Berømmelse for begge Dele. Og som Følge af den Iver, han
lagde for Dagen i så Henseende, opnåede han en sådan
Navnkundighed, at medens de tapreste Kongers Krigerry i
Tidernes Løb er sunket ned i Glemsel, vil Efterslægten
bevare hans berømmelige Navn i uforgængelig Erindring.
-510-