Page 508 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Vands, at plumre Vandet for hinanden, så nøje vågede han
over, at den ene Stalbroder også i Småting lempede sig efter
den anden.
Den, som, medens han var på Post, havde ladet sig således
overvælde af Søvn, at man kunde tage hans Klæder eller
Våben fra ham, ifaldt den samme Straf, thi den, som ved at
sove forsømte at passe den Vagt, han var sat til, ansås ikke
for at være Riget til Gavn. Grovere Forseelser gik Loven
strængere til Værks imod. Sårede nogen en af sine
Stalbrødre med Hånd, Sværd eller Stav, eller rev nogen
voldelig noget ud af Hænderne eller rykkede ham i Håret,
eller havde nogen lagt Råd op imod Kongen, og det
tilstrækkelig blev godtgjort med Vidner, blev han som en
grov Forbryder udstødt af Hirden og kom ikke mere til at
gjøre Krigstjeneste.
Den, som havde lidt nogen alvorlig Overlast af en anden,
lod sig først stede for Kongen og indstævnede Sagen for
ham; derpå stævnede han tre Gange Sagvolderen til at møde
på Tinge, hver Gang med mindst to af sine Stalbrødre som
Stævningsmænd. Var Sagvolderen, som skulde indkaldes for
Retten, bosiddende Mand, skulde han en Gang stævnes i sit
Hus, to Gange inden Hirden ved sin Plads ved Kongens
Bord, ligegyldigt, om han var til Stede eller ikke, men var
han ikke bosiddende, skulde han tre Gange stævnes inden
Hirden ved sin Plads. Når Retten var sat, aflagde
Stævningsmændene, der tillige optrådte som Vidner, Ed på,
at de rettelig havde forkyndt Stævningen for Sagvolderen,
og at hverken Venskab eller Had drev dem til at tage sig af
Sagen. Derpå skulde to aflægge Vidnesbyrd imod
Sagvolderen i Hovedsagen, efter at det først var pålagt dem
at aflægge Ed på, at de hverken af Venskab for Sagsøgeren
eller af Had til Sagvolderen vilde vidne andet, end hvad de
-502-