Page 515 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Modet eller blev mindre ivrig til at udføre sit Forehavende,
thi han vendte ikke sit Blik fra den almene Krigsfærd og lod
det dvæle ved den Sorg, der havde ramt ham selv alene.
Således viste han sig, idet han med udmærket
Selvbeherskelse bar, hvad Skæbnen skikkede ham, på én
Gang som en stærk Fader og en dygtig Høvding og gav et
lige så udmærket Exempel på Sjælsstyrke ved tålmodig at
bære Tabet af sin Søn som ved at stræbe Fjenderne efter
Livet. Richard flyede til Sicilien og skyndte sig således at
komme hans Angreb i Forkjøbet ved at tage Flugten.
Imidlertid blev Knud syg som Følge af de svære
Krigsstrabadser, han havde udstået, og da han mærkede, at
hans Kræfter svandt, og at han snart skulde dø,
sammenkaldte han sine Stormænd og pålagde dem, at de
ikke måtte vende hjem, førend de havde ført Krigen til
Ende; de vilde uden Tvivl vinde Sejr, sagde han, når de tog
Båren med hans Lig på deres Skuldre og således bar ham
som Høvding i Spidsen for Fylkingen; og når Fjenden så var
slået på Flugt, skulde de, for at han kunde få så meget mere
Berømmelse i sin Grav, stede hans Lig til Jorden i Rouen.
De skulde love Indbyggerne Frihed til Løn derfor, så vilde
Franskmændene villig give deres Minde dertil, når de kom
på det rene med, at Fjenden strax vilde forlade deres Land,
så at de ved at vise en ringe Villighed kunde fri det for en
stor Frygt og Fare. O, hvilken umådelig Iver lagde den
døende Konge ikke for Dagen, da han allerede næsten død
gavnede sine i den yderste Vånde stedte Krigsfolk ved sine
Råd, thi den døendes kloge Forsynlighed blev de
efterlevendes Frelse. Hans Lig, der blev båret om i
Fylkingen af Krigere, hjalp nemlig Danskerne til Sejr, som
om han endnu var i Live, og opmuntrede dem, så man kunde
sige, at den døde i lige så høj Grad havde Lykken med sig
som den levende. Derefter bad de strax Indbyggerne i
Rouen, om de måtte jorde ham dèr, og lovede til Gjengjæld
-509-