Page 509 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde set og hørt. I Sager, der drejede sig om Forbrydelser
imod Kongen, plejede man mest at fæste Lid til, hvad der
var hørt, ellers gik Vidnesbyrdene ud på, hvad der var set.
Hvad Vidnerne havde udsagt, tilstededes det ikke at tage til
Gjenmæle imod, thi deres Beskyldninger kunde hverken
rokkes ved, at andre tog Sagvolderen i Forsvar, eller ved
hans egen Gjendrivelse, så stor Vægt og Betydning tillagdes
der nemlig deres Ord, at det ansås for vanvittigt, ja næsten
for gudsbespotteligt at tvivle om deres Sandhed.
Sagvolderen kunde altså over for Vidnesbyrdene hverken
undskylde sin Forseelse eller godtgjøre sin Uskyldighed
med noget som helst Bevis. Heller ikke tilstededes det ham,
hvis Sagsøgeren tilbød at aflægge Ed, at sætte sin Ed imod
hans. Efter Vidnernes Afhøring fulgte strax Dommernes
Kjendelse, der gik ud på, at Sagvolderen som den, der
åbenlyst var funden skyldig og nu ikke havde noget at sige
derimod, havde forbrudt sit Gods og sin Ære, skulde gå i
Landflygtighed og være udelukket fra al Krigstjeneste; hvo,
som fjendtlig efterstræbte ham, skulde have sin Ære lige
ubeskåren derfor og være fri for al Tiltale. Dommen blev
afsagt, hvad enten Sagvolderen var til Stede eller ikke, det
hjalp ikke, om han end var langt borte, Vidnerne blev lige
fuldt førte og Dommen fældet, og når begge disse to Ting
var besørgede. tilstededes det ikke den anklagede at anføre
noget til sit Forsvar. Når Dommen var fældet, spurgte
Kongen, om de øvrige tilstedeværende godkjendte den, thi
selv sad han der blot som Tilhører, idet han havde
overdraget Dommermyndigheden til Hirden, da han holdt
det for uanstændigt at dømme Mænd, som han selv havde
skjænket sin Gunst. Da han bluedes ved at fælde strænge
Domme over dem, hvis udmærkede Tjeneste han havde
gjort Brug af, henviste han derfor de Sager, der forelagdes
ham, til Hirdens Kjendelse og foretrak at lade Tavshed bære
Vidne om hans Lemfældighed frem for ved at dømme at
give Strænghed til Kjende. Når Krigerne havde svaret, og
-503-