Page 507 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Straf, dog kun således, at de for hver Gang, de havde
krænket en Stalbroder ved at forholde ham den Plads, der
tilkom ham, blev rykket en Plads længer ned ved Bordet.
Således havde han nemlig indrettet Loven, at den gik en
Middelvej imellem Strænghed og Mildhed, forenede
Lemfældighed med Hårdhed, idet den hverken udelukkede
Anger eller fritog den, som forså sig, for Straf. Gjorde
nogen sig fjerde Gang skyldig i samme Forseelse, blev han
vist fra Bordet, hvor de andre Hirdmænd sad, og måtte spise
for sig selv og ikke have Krus eller Disk fælles med nogen
af sine Stalbrødre. Thi Kongen holdt for, at mere end tre
Gange burde ingen have Tilgivelse, så måtte han tage Skade
for Hjemgjæld, fordi han så tit havde fortjent sin Straf.
Således straffede han Gjenstridighed med Vanære, thi
Kongen holdt for, at den, som foragtede Krigeræren, selv
gjorde sig uværdig, og at den, som ikke havde tilbørlig
Ærbødighed for sine Ligemænd, heller ikke vilde have det
for sine Overmænd. På samme Måde straffedes også alle
Småforseelser, såsom hvis en skjældte en anden ud eller for
at håne ham hældte ham over med Drikke.
For øvrigt plejede Kongen hyppigere at gjøre Brug af sin
Sømagt end af sin Landmagt, og når der var Brug for
Rytteri, måtte de Krigere, der ingen Heste havde, skiftes til
at holde Vagt for at passe på Hestene. De, som, når Hestene
skulde vandes, stadig red på deres Stalbroders Hest og aldrig
på deres egen, ifaldt ligeledes den oven for nævnte Straf, thi
så magtpåliggende var det Kongen. at hans Folk viste den
skyldige Ærbødighed, at han mente, at selv de, som forså sig
ved i ringe Grad at vise Overmod, burde straffes. Den, som
tre Gange, når der blev kastet Neg ind i Stalden, havde budt
sin egen Hest Kjærnen og en andens Strået af de fælles Neg,
måtte på samme Måde finde sig i at få sin Værdighed
forringet eller med Skam forlade Tjenesten. Lige så
omhyggelig forbød han dem, når de red deres Heste til
-501-