Page 513 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

mere var begået i Hidsighed end med Overlæg. De gjorde
ham derfor fra anklaget til Dommer og gav ham, der var
rede til at tage imod sin Straf, Lejlighed til, om han vilde, at
frikjende sig selv. Den Myndighed til at dømme ham, som
han så smukt havde overdraget dem, gav de ham tilbage, for
at de ikke skulde komme til at afgjøre denne vanskelige Sag
ved en overilet Kjendelse og enten tage for lemfældig Hævn
for deres Stalbroder eller før grum Straf over deres Konge.
Således blev Kongens Liv og Velfærd, som han var lige ved
at sætte til ved sin Brøde, bevaret på Grund af Forholdenes
Vanskelighed. De mente desuden også, at han var bleven
hårdt nok straffet for sin Brøde, idet han, som stod på
Lykkens Tinde, havde ydmyget sig så dybt. Omsider gik de
da igjen ærbødig frem for Kongen, satte ham atter op på
hans Trone og gjengav ham, der som anklaget ængstelig
afventede Sagens Udfald, sin Sindsro ved at gjøre ham til
sin egen Dommer. Kongen dømte da. at hans Brøde skulde
sones med Mandebod, og medens denne ellers plejede at
være fyrretyve Mark Sølv, dømte han sig selv til at betale tre
Hundrede og tresindstyve Mark og lagde oven i Kjøbet ni
Mark Guld til som Gave, hvorhos han fastsatte som Lov, at
Manddrab siden stadig skulde kunne sones ved en Bøde af
den Størrelse. En Tredjedel af Summen skulde tilfalde
Kongen, en Tredjedel Hirdmændene og en Tredjedel den
dræbtes Frænder, men i dette Tilfælde, hvor han selv både
var Konge og Sagvolder, delte han sin Tredjedel imellem
Kirkens Tjenere og de fattige i den Tanke ved denne fromme
Gave at forsone Gud, der er alles Herre. Han optrådte
således som en nådig Dommer og en ædeltænkende
Sagvolder, idet han kun ventede Nåde for sig og søgte
Tilgivelse for sine Forseelser ved at anvende den Bøde, han
skulde udrede, på tilbørlig Måde. For øvrigt var der i hans
Levetid ingen, der forbrød sig mod Hirdloven og følgelig
heller ingen, der blev straffet efter den; da den på anførte
Måde forebyggede al Oprørskhed, holdt Hirdmændene sig
-507-