Page 545 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

så' han ved Vejen to overmåde høje Træer, og han bød da
sine Folk fælde dem og lave en Ligbåre af dem. De troede,
at det var til Kongens Lig, han vilde have den lavet, og
gjorde, som han bød, og da den var færdig, læssede de den
på en Vogn, der blev trukket af overmåde stærke Heste. Da
de havde Skoven bag sig, og Bispen så', at det kongelige
Ligtog ikke var langt borte, bød han Kusken holde, tog sin
Kappe af, bredte den ud på Jorden og lagde sig ned på den
som for at hvile sig. Derpå rakte han Hænderne i Vejret og
bad Gud om at gjøre Ende på hans Liv, hvis hans Tjeneste i
nogen Måde havde været ham til Behag, thi han vilde
hellere strax følge sin Ven i Døden end leve skilt fra ham, og
da han havde sagt det, sov han hen, som om han lå hjemme i
sin Seng. O, hvilken Endrægtighed må der ikke have været
imellem dem, eftersom han hellere vilde dø med sin Ven end
overleve ham! Da hans Tjenere undrede sig over, at han blev
liggende så længe, og forgjæves søgte at få ham til at rejse
sig, opdagede de, at han var død, og nu fyldte dette uventede
Dødsfald alle med ny Sorg. De lagde ham på Ligbåren og
førte hans Lig foran Kongens tilbage til Byen, så var han
end død senere end han, kom hans Ligtog dog først; Svends
Ligbåre blev båren på hans Mænds Skuldre, men han blev
kjørt, som om han førte Toget an, og således kom han først
til Kirken, så det blev vitterligt, at han havde spået sandt.
Ved denne mærkværdige Dødsmåde viste han ret, at det
mere var Kongens Venskab end hans høje Stilling, han
havde sat Pris på. Der blev nu holdt en prægtig Jordefærd,
og de tvende Lig blev begravede tæt ved hinanden. Det var i
Sandhed et Venskab, der var Ære værd, eftersom den af de
to Venner, der levede længst, fattede Lede til Livet og
længtes efter Døden, da han havde mistet den anden. Efter
Vilhelm valgte Klerkerne enstemmig den ovenfor nævnte
Svend Nordmand til Biskop.
Det trak i Langdrag med Valget af Kong Svends Eftermand,
-539-