Page 544 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

på Tronen, thi i Henseende til Tapperhed var han allerede
moden, så han måtte anses for vel skikket til denne
Værdighed. Rundhåndethed skortede det ham heller ikke på,
så ung han var. Hans ældre Broder Harald var derimod sløv
og dorsk og tilbragte sin Ungdom i stadig Ladhed og
Ørkesløshed.
Omsider blev Svend, som formedelst høj Alderdom var
bleven såre affældig, angreben af Feber ved Byen Søderup i
Jylland, og det blev hans Helsot. Da han mærkede, at
Sygdommen tog til, og at det led mod Døden, samlede han
sine sidste Kræfter og bad dem, der var hos ham, at sørge
for, at han blev begravet i Roskilde, og han lod sig ikke nøje
med, at de lovede ham det, men lod dem gjøre deres Ed
derpå, thi i gamle Dage nærede Kongerne en sådan
Ærbødighed for dette Sted, at de altid plejede at ville
begraves der, hvor de i levende Live havde haft deres
Kongesæde. Kongens Lig var allerede med stor
Højtidelighed blevet ført over til Sjælland, da Vilhelm fik
Bud om at drage det i Møde. Han begav sig da ufortøvet til
Roskilde, så hurtig han kunde og da han var kommen ind i
Trefoldighedskirken, sammenkaldte han Graverne og bød
dem først grave Graven til Kongen og derefter en Grav til
ham selv. Graverne, som troede, at disse Ord snarere var
undslupne ham i hans Sorg end var hans virkelige Mening,
sagde, at de døde havde Grav behov, men ikke de levende,
men han forsikrede dem, at de vilde komme til at tage imod
hans Lig førend imod Kongens, han havde altid ønsket at
følge ham i Døden, og det Ønske vilde han få opfyldt.
Herover blev Graverne helt forundrede, thi de troede, at han
talte i Vildelse, men han tvang dem til at adlyde ham, idet
han truede dem med Straf, hvis de ikke gjorde, som han bød,
så vis var han på, at han skulde dø, skjønt han endnu følte
sig helt karsk. Derpå sporede han sin Hest og skyndte sig at
drage Ligtoget i Møde, men da han kom til Topshøj Skov,
-538-