Page 546 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

fordi Folket ikke kunde blive enigt med sig selv om, hvem
det skulde vælge. Største Delen af Danskerne mindedes
nemlig, hvor store Farer Knud havde ført dem ud i, inden
han endnu havde noget rigtigt at sige, og var bange for, at
det skulde blive endnu værre, i Fald han blev Konge.
Således udtydede de hans Tapperhed på værste Måde og
fordømte med det skammeligste Vrangsyn på hans
Fortjenester det, som netop burde regnes ham til Ære,
forholdt ham den Løn. der tilkom ham for hans herlige
Egenskaber, og udelukkede ham til Gjengjæld for hans
berømmelige Bedrifter skammelig fra Tronen. Og ligesom
de vragede ham af Frygt for at komme til at tage sig noget
for, således satte de, opsatte, som de var, på Lediggang, Pris
på Harald, foretrak Dorskhed for Dristighed og vilde hellere
have en fejg Konge end en tapper. Derfor foragtede de ham,
der havde vundet Navnkundighed ved sine herlige Anlæg,
skammede sig ikke ved at overlade Lasten Tronen, som de
forholdt Dyden, vragede Tapperheden og gjorde Ære af
Fejgheden. For at pynte og sætte Sminke på denne deres
utaknemmelige Tænkemåde gjorde de imidlertid gjældende,
at Harald, der var den ældste, havde Krav på Tronen i Kraft
af sin Førstefødselsret. Det var i Sandhed en sælsom Måde
at tage Tingene på! Den ene afskyede de for hans Dyd, den
anden holdt de af for hans Udyd. Skåningerne var de eneste,
som var tilbøjelige til at gjøre, hvad ret og billigt var, de
elskede Knud for hans Bravhed og foragtede Harald for
hans Ladhed. Så holdt man da Ting ved Isøre for at afgjøre,
hvem man vilde vælge. Der skærer det store vildene Hav sig
ind i Landet med en temmelig snæver Vig, hvor der går en
strid og stærk Strøm som Følge af, at der er så kort imellem
Strandbredderne, og midt ude i den er der Sandrevler, som
kommer til Syne, når det er Ebbe, men er skjulte i Flodtiden,
så de er farlige for de søfarende. Skåningerne havde lagt til
ved Østsiden af Vigen, og den øvrige Flåde ved Vestsiden,
og Brødrene holdt Ting hver på sit Sted og med sine
-540-