Page 615 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

forblommede Advarsler formåede at gjøre det af med hans
urokkelige Tryghed, thi så stor Tillid nærede han til
Frændskabet imellem ham og Magnus, at han hellere vilde
udsætte sit Liv for Fare end tvivle om hans Venskab.
Sangeren lod det imidlertid ikke blive derved, men gav ham
også andre endnu tydeligere Vink; således blottede han det
øverste af Brynjen, han bar under sin Kofte, men ikke
engang dette, som dog ellers nok var skikket til at vække
Mistanke, formåede at gyde Frygt i hans modige Hjærte. Så
megen Umage gjorde denne brave Hirdmand sig for at holde
sin Redelighed ubeskåren, således at han uden at bryde sin
Ed søgte at fri sig for Brøde.
Da Knud nu kom ind i Skovbrynet, tog Magnus, som sad på
en Vindfælde, imod ham med forstilt Venlighed og falske
Kys. Da Knud, idet han omfavnede ham, mærkede, at han
var brynjeklædt, spurgte han, hvorfor han var det, og
Magnus, som vilde skjule sin Svig, sagde da for at give en
Grund, at der var en Bondemand, hvis Hus han vilde
plyndre. Knud, som i og for sig misbilligede et sådant
Forsæt for dets Grumheds Skyld og nu så meget mere på
Grund af Helligdagen, thi det var just Helligtrekongersdag,
bad ham om ikke at besmitte en almindelig Festdag med
personlig Vrede, og da Magnus svor på, at han ikke vilde
opgive sin Hævn og lade sit Forehavende fare, lovede han,
at han skulde få tilbørlig Oprejsning, og tilbød at gå i
Borgen for, at Manden skulde forbedre sig. Nu gjorde de,
som lå i Baghold, Larm, og Knud så' da did og spurgte, hvad
de Krigsfolk skulde der. Magus svarede, at nu skulde de
gjøre Regnskabet op, om hvem der skulde være Kongens
Eftermand og råde for Riget. Knud sagde, at han ønskede, at
hans Fader længe måtte glæde sig ved at råde for Riget, og
at alt måtte føje sig lykkeligt for ham, men det var utidigt at
tale om sligt nu, sagde han. Idet han sagde det, sprang
Magnus op og greb ham i Håret som en Slagsbroder, og nu
-609-