Page 614 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han denne Mand blive tilbage af Frygt for, at han skulde
give Knud et Vink om, hvad han havde for, thi han havde
ham mistænkt på Grund af det Venskab, der før havde været
mellem Knud og ham, og vilde derfor ikke have ham med,
men bød blot sine egne Mænd følge med. Derpå lod han
Deltagerne i Sammensværgelsen aflægge Ed på, at de vilde
være tro og tavse, og lagde så sine Krigsfolk i Skjul og
indrettede Baghold på de Steder, der ved deres Skjulthed
egnede sig bedst dertil, og skikkede så en af de
sammensvorne, en tysk Sanger, til Knud, som da var Gjæst i
Haraldsted By hos Erik, Høvedsmanden over Falster, med
Bud om, at han skulde komme ud til ham i Skoven tæt ved
Byen, da han gjærne vilde tale med ham under fire Øjne.
Knud, som ingen Svig anede, tog kun to af sine Hirdmænd
og to Væbnere med, selv var han til Hest, men uden Våben
og Værge, ja han brød sig ikke engang om at spænde Sværd
ved Lænd. Da en af hans Tjenere foreholdt ham, at han ikke
burde ride ud uden Sværd, svarede han, at han ikke havde
Sværd nødig, han var sikker nok, thi han havde så stor Tillid
til Magnus, at han ikke antog, at han vilde få Brug for
Sværd, når han skulde mødes med ham, og det var kun med
Nød og næppe, at Tjeneren ved sine indtrængende
Forestillinger fik ham til ikke at lade Sværdet blive hjemme.
Sangeren, som vidste, at Knud var en stor Ynder af tysk Sæd
og Skik og alt, hvad tysk var, fik nu imidlertid Lyst til at
vare ham ad, men da han syntes, at den Ed, han havde
svoret, lagde en Hemsko på ham, så han ikke turde gjøre det
åbenlyst, prøvede han på at gjøre det på en forblommet
Måde, idet han delte sin Ærlighed således, at han ikke
røbede Hemmeligheden og dog søgte at frelse den uskyldige
Knud. Han gav sig da med Flid til at synge den smukke Vise
om Grimhilds navnkundige Forræderi imod sine Brødre og
søgte ved dette bekjendte Exempel på Svig at vække Frygt
hos ham for, at sligt også kunde times ham. Men ingen
-608-