Page 616 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

var det jo åbenbart, at der var Svig på Færde, hvorfor Knud
greb til sit Sværd og vilde drage det, men han havde kun
fået det halvt ud af Balgen, da Magnus kløvede hans Hoved
og dræbte ham. De øvrige sammensvorne gjennemborede
derpå Liget med mange Spydstik. Men på det Sted, hvor
Knuds Blod blev udgydt, udsprang der en Lægedomskilde,
som Menneskene stadig siden har haft Gavn af.
Da Skjalm Hvides Sønner, som stod på en såre fortrolig Fod
med Knud, fordi de var bleven opfostrede sammen, fik Nys
om, at han var bleven dræbt, bad de strax Kongen om at
give sit Minde til, at han fik sit Gravsted i Roskilde
Domkirke, men det nægtede Kongen; Byens Borgere burde
ikke ophidses ved Synet af den store Ulykke, der var sket,
sagde han, og Deltagerne i Ligtoget vilde give deres Had og
Harme Luft over for Magnus, når han viste sig, så
Ligbegængelsen snarere vilde give Anledning til Optøjer og
Slagsmål end til at vise den afdøde den sidste Ære. Han gav
altså denne Frygt til Påskud, men i Virkeligheden tror jeg.
det var Had, der drev ham, og at han ikke vilde forøge
Drabsmandens Skjændsel ved at lade den dræbte få en
hæderlig Begravelse. Efter at have fået den Besked af
Kongen vendte de så tilbage og gav deres stakkels Ven en
lidet anselig Jordefærd i Ringsted. Men Himlen undlod ikke
at vise dem sin Nåde, medens de var i Færd dermed, thi da
Ligbærerne en Gang hvilede sig, udsprang der pludselig en
Kilde dèr, hvor de satte Ligbåren, og der skete også
adskillige andre Jertegn som Vidnesbyrd om den dræbtes
store Fromhed og Hellighed. Rygtet om den Udåd, der var
bleven begået, vakte Sorg over hele Landet og fyldte hvert
Hus med Gråd. Folk afbrød nemlig strax, så snart de spurgte
den sørgelige Tidende om Drabet, de lystige Julegilder,
Højtidens Glæde blev forvandlet til Sorg, og både Mænd og
Kvinder sukkede og klagede, som om de havde mistet en
god Ven. Denne almindelige Landesorg viste ret, hvor stor
-610-