Kjærlighed alle bar til ham i deres Hjærter. De Tårer, alle
Landsens Folk udgjød over ham, nu, han var død, vidnede
noksom om, hvor højt de havde elsket og æret ham i levende
Live, og som de græd over Knud, udøste de de stærkeste
Forbandelser over hans Banemand.
Magnus begav sig til Roskilde, opfyldt af Glæde over, at det
ugudelige Mord nu var fuldbragt, og da han nu efter at have
ryddet sin Medbejler af Vejen gjorde sig sikkert Håb om at
komme på Tronen, undså han sig ikke ved at triumfere over,
at han havde haft Held til at øve den Misgjerning, som han
burde have skammet sig over, ja han havde ligefrem
Fornøjelse af den og hånede og spottede Knuds hellige Sår,
som han angerfuldt burde have grædt over. Men for at han,
som havde gjort sig så fortjent både i timelig og evig
Henseende, ikke skulde være uden Afkom, skjænkede Gud
ham en Arving, efter at han var død, thi ottende Dagen efter
fødte Ingeborg ham en Søn, der blev kaldt Valdemar efter
sin Oldefader på mødrene Side.
Siden førte Hagen Sunnives Søn, som jeg ovenfor har
omtalt, Bodils Søn Peder og Skjalm Hvides Sønner hårdt
Kæremål over den øvede Udåd; alle Vegne, hvor de kom,
begræd de på Tinge deres Vens skammelige Drab opsatte på
at egge Almuens Vrede imod Morderens ugudelige
Gjerning, ja de udfoldede endogså hans af mange Stik
gjennemborede Kjortel for alles Øjne på Tinge, og Synet af
det sønderflængede Klædebon bidrog ikke lidet til at hidse
deres Sorg, thi adskillige fik, da de så', hvor ynkelig
medtaget det var, den største Lyst til at hævne hans Død.
Men også de mange Jertegn og Undergjerninger, der bar
Vidne om Knuds Hellighed, var til stor Støtte for dem, der
førte Kæremål over hans Drab. Harald mødte også frem på
Tinge ved Ringsted og klagede sig ynkelig over sin Broders
-611-
1...,607,608,609,610,611,612,613,614,615,616 618,619,620,621,622,623,624,625,626,627,...976