der var overgået Svend, gik ham så hårdt til Hjærte som
denne. Derefter fik Esbern Befaling til at udspejde, hvad
Fjenden havde i Sinde, og da han til den Ende var kommen
nær op til Viborg, mødte han Svends Hær, som var på Vej til
Randers, og tog den i Øjesyn. For at det ikke skulde hedde
sig, at han i sin Egenskab af Spejder var mindre tapper end
agtpågivende, satte han drabelig ind på nogle af de forreste,
som red temmelig spredt, og strakte dem med stor
Mandhaftighed til Jorden med sin Lanse. Deres Heste
bemægtigede han sig og lod sine Følgesvende trække dem
bort ad en Lønsti. Svends Folk troede nu, at den fjendtlige
Hær var lige ved dem, skyndte sig at gribe til Våben, besteg
deres mest udsøgte Heste og lavede sig til at holde Slag. Da
de var komne over Bakkerne og kunde se ud over Sletten,
så' de, at Esbern var ene, og lod derfor de hurtigste af
Rytterne sætte efter ham. Esbern, som stolede på sin rappe
Hest, holdt imidlertid så stor Afstand imellem dem og sig, at
han nu og da kunde give sig Tid til at stå af og hvile sig. Da
hans Forfølgere så', at det var forgjæves, at de søgte at
indhente ham, råbte de langt borte fra til ham og bad ham
om en Samtale på Tro og Love. Esbern svarede, at det vilde
han ikke indlade sig på, eftersom man ikke kunde stole på
dem på den Tid af Døgnet, hvorved han vittig bebrejdede
dem den Troløshed, de for stakket siden havde begået i
Roskilde. Han tillod kun en af dem ved Navn Peder Temme,
som han stolede på for gammelt Venskabs Skyld at komme
nærmere, efter at han havde givet sit Ord på, at han ikke
vilde svige ham. Medens Peder nu spurgte ham ud om
mangt og meget angående Valdemar, gav de andre sig til at
holde Dystridt for under Påskud heraf at komme bag på
ham. Esbern opfordrede da Peder til at give Agt på, hvad
hans Stalbrødre havde for, og da Peder var bange for, at de
ved at fare med Svig skulde gjøre det Løfte, han havde
givet, til Skamme, fældede han sin Lanse og råbte, at hvis
nogen angreb Esbern, gjennemborede han ham. For at undgå
-708-