Page 716 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

kæmpede med Spyd og Pile, hvorved de gav store Prøver på
Tapperhed, thi da de ikke kunde komme til at gå hinanden
på Livet løs, kunde de i deres ungdommelige Kådhed ikke
dy sig for at slås med hinanden på en lempeligere Måde.
Omsider fik Valdemar, hvis Hær voxede for hver Dag, der
gik, Mod til at indlade sig i Slag og besluttede at gå over
Åen på et andet Sted og angribe Fjenden. Natten før Slaget
skulde stå, bød han sine Folk at lade Hestene stå optømmede
og helt lade være at fodre dem, for at de ikke, når de havde
ædt sig mætte og tunge, skulde være uskikkede til at løbe.
Svend derimod, som havde sin Lejr ude på Markerne, bød
sine Folk at fodre deres Heste rigelig med den Overflod af
Korn, der var, idet han ikke betænkte, at når deres Maver
var overfyldte, vilde det hindre dem i at løbe. Da Valdemar
rykkede frem efter at have fylket sin Hær, så' han en Skare
komme frem fra den ene Side med skinnende Våben og
prægtige Bannere. Han troede først, det var Fjender, men fik
så af sine Spejdere at vide, at de, han var bange for, var
Våbenfæller. Han indlemmede dem i sin Slagorden og gik
nu så meget frejdigere imod Fjenden, thi hans Hær var nu
bleven så stor, at ikke Tiendedelen af hans Folk kunde se,
hvor Bannerne stod. Da de Spejdere, Svend havde udsendt,
vendte tilbage med Besked om, hvor umådelig store
Fjendens Stridskræfter var, rådede de ham da også til hellere
at søge at udmatte denne store Mængde end at indlade sig i
Slag med den; for hver Dag, der gik, vilde den nemlig
mindskes, både hvad Antal og Forråd angik, sagde de. Dette
fornuftige Råd huede Kongen vel, men en Mand ved Navn
Åge Kristjernssøn fik ham ved sin Fremfusenhed til at
forkaste det. Han sagde nemlig, at hvis Kongen ikke vilde
holde Slag, vilde hans Krigsfolk forlade ham, thi de vilde
ingenlunde varetage deres Tarv så ilde, at Fjenden uhindret
fik Lov til at bemægtige sig deres Gods, som var dem
-710-